Princippet om, at en national lov ikke kan tilsidesætte en fællesskabsregel, er således efter domstolens opfattelse en nødvendig følge af fællesskabsinstitutionernes anvendelse af de beføjelser, som grundlovens § 20 giver den danske lovgiver mulighed for at overlade til disse institutioner.
I sin afgørelse forudsætter Domstolen klart, at der påhviler lovgivningsmagten i medlemsstaterne en forpligtelse til ikke at hindre anvendelsen af umiddelbart anvendelige fællesskabsregler ved gennemførelse af senere national lovgivning, der strider mod fællesskabsreglerne. Som det fremgår af fremstillingen i redegørelsens afsnit I, side 25, er denne forpligtelse ikke speciel for De europæiske Fællesskaber. En sådan undladelsespligt stiftes ved indgåelsen af enhver traktatmæssig forpligtelse til at gennemføre eller opretholde en bestemt lovgivningstilstand.
Domstolens afgørelse forudsætter også en forpligtelse for de retsanvendende myndigheder i medlemsstaterne til at anvende umiddelbart anvendelig fællesskabsret, selv om der matte være gennemført en senere intern lov, der strider mod vedkommende fællesskabsregel.[1] Hvis en dansk domstol i et sådant tilfælde tilsidesætter fællesskabsreglen, begår den danske stat som sådan brud på sin forpligtelse over for Fællesskaberne. Kommissionen eller en anden medlemsstat vil kunne indklage Danmark for fællesskabsdomstolen, der kan fastslå, at et sådant traktatbrud har fundet sted. Den dom, som den danske domstol har afsagt, kan imidlertid hverken erklæres for ugyldig eller andres af fællesskabsdomstolen.[2][3]
2°. I hvilket omfang er opfyldelsen af forpligtelserne sikret i dansk ret?
a°. Utilsigtet brud på forpligtelsen til ikke at lovgive i strid med fællesskabsretten
Det fremgår af de sager om modstrid mellem nationale love og umiddelbart anvendelig fællesskabsret, som hidtil har foreligget til bedømmelse for de nuværende medlemsstaters domstole, at problemet typisk opstår i tilfælde, hvor gennemførelsen af den nationale lov ikke kan tages som udtryk for et bevidst brud med fællesskabsretten fra lovgivningsmagtens side. Modstriden kan skyldes, at man ved gennemførelsen af den nationale lov slet ikke har varet opmærksom på, at der kunne være nogen forbindelse mellem loven og en umiddelbart anvendelig fællesskabsregel. Grunden kan også vare den, at den nationale lovgivningsmagt har anlagt en fortolkning af fællesskabsreglen, som senere viser sig at være forkert. Endelig kan det tænkes, at man ved lovens gennemførelse vel har været
opmærksom på, at loven måske kunne hævdes at være i strid med en umiddelbart
- ↑ Det er dette forhold, der fører Erik Siesby, Juristen 197, side 425 til at antage, at der vil blive tale om en loyalitetskonflikt for danske retsanvendende myndigheder. Som det fremgår af det følgende, opstår en sådan konflikt ikke, idet de danske myndigheder – såfremt kollissionen mellem de to regler ikke kan løses gennem fortolkning af den danske lovbestemmelse – må træffe valget mellem dem på grundlag af en fortolkning af den danske grundlovs § 20.
- ↑ Se nærmere foran under afsnit II, punkt 3.
- ↑ Heller ikke forpligtelsen for de retsanvendende myndigheder er speciel for De europæiske Fællesskaber, men den får en særlig praktisk betydning som følge af det direkte samarbejde mellem de nationale domstole og fællesskabsdomstolen i henhold til EØF-traktatens art. 177 og de tilsvarende bestemmelser i de to andre traktater.
