ansøgerlandene i hvert fald Norge.[1] I ingen af de nuværende medlemsstater er der sikret fællesskabernes retssystem forrang forud for den nationale forfatning,[2] og i den norske grundlovs § 93, der i det væsentligste svarer til den danske grundlovs § 20, bestemmes udtrykkeligt, at der ikke kan overlades mellemfolkelige myndigheder nogen beføjelse til at forandre grundloven.
Der kan ikke af fællesskabsdomstolens afgørelser udledes noget krav om, at fællesskabsrettens anvendelse i strid med de nationale grundlove skal sikres gennem bestemmelser i medlemsstaternes grundlove.[3] Bemærkningen om fællesskabsrettens autoritet i dommer Pescatores redegørelse foran under b må formentlig tværtimod forstås således, at Domstolen ikke anser det for realistisk at forvente anvendelse i en medlemsstat af en fællesskabsregel, der strider mod en bestemmelse i statens forfatning.
Det afhænger derfor alene af dansk ret, om der i forbindelse med en tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber bør søges gennemført en grundlovsbestemmelse, der sikrer eller i hvert fald åbner mulighed for anvendelse i Danmark af en fællesskabsregel, som strider mod en materiel bestemmelse i grundloven. Som det fremgår af afsnit I, punkt 4, vil den danske regering i hvert fald kunne have pligt til at fremsætte forslag til en sådan grundlovsbestemmelse, hvis der er tale om en mere nærliggende risiko for en konflikt mellem fællesskabsretten og grundlovens materielle bestemmelser.
Der findes hverken i traktaterne eller i de hidtil vedtagne retsakter bestemmelser, der kan antages at stride mod nogen bestemmelse i den danske grundlov.[4]
- ↑ En nærmere gennemgang af forholdene i de nuværende medlemsstater og i de andre ansøgerlande findes i bilaget til denne redegørelse.
- ↑ Derom er der enighed. Se Erik Siesby, Juristen 1971 side 426 og 1972 side 130, hvor han dog fremhæver, at tankegange udtrykt af den tyste Bundesverfassungsgericht og af den belgiske højesteret holder mulighed åben for en accept af fællesskabsretten som et retssystem, der har rang over eller sideordnet med den nationale ret inclusive den nationale forfatning. Se endvidere Max Sørensen, Juristen 1972 side 125, hvor det dog bemærkes, at det praktiske resultat kan blive en vis forrang i de lande, hvor domstolene ikke kan efterprøve en traktats forenelighed med grundloven, f. eks. Holland (forfatningens art. 6o (3)).
- ↑ Se herom Max Sørensen, Juristen 1963 side 79 ff. og 1972 side 125 og Erik Siesby, Juristen 197, side 426-27.
- ↑ Dette gælder specielt også de bestemmelser, som bar givet anledning til de
foreliggende afgørelser fra fællesskabsdomstolen, og hvis forenelighed med bestemmelser eller
principper i den tyske forbundsforfatning er blevet bestridt af de tyske sagsøgere og af visse
underordnede tyske domstole.
Forholdet mellem reglerne i Fællesmarkedstraktaten om arbejdskraftens fri bevægelighed og den danske grundlovs § 27, hvorefter ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have dansk indfødsret, har givet anledning til en forespørgsel til justitsministeriet. Nedenfor gengives de væsentligste dele af justitsministeriets besvarelse (de udeladte passager vedrører andre forhold, der ikke har forbindelse med forholdet til grundlovens § 27):
„Bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed gælder dog efter traktatens art 48, stk. 4, ikke for „ansættelser i den offentlige administration“.
Fortolkningen a begreberne „offentlig administration“ ... har givet anledning til visse vanskeligheder, idet der blandt de nuværende medlemsstater er store forskelle ... med hensyn til afgrænsningen af den gruppe offentligt ansatte, til hvem der stilles krav om indfødsret, ...
Der foreligger ingen rådsvedtagelse, der klart tager stilling til disse fortolkningsproblemer, og spørgsmålet har heller ikke været genstand for sager ved EF-domstolen. Derimod har Europaparlamentets juridiske udvalg for nylig udarbejdet en rapport vedrørende afgrænsningen ... På grundlag af denne rapport har Parlamentet vedtaget en resolution (Europæiske Fællesskabers Tidende C 10/4 fra den 5. februar 1972.
......
I resolutionen ... udtaler Parlamentet bl. a., at art. 48, stk. 4, principielt kan anvendes
