På de områder, hvor Fælleskabernes institutioner ifølge traktaterne har adgang til at fastsætte bindende bestemmelser, synes det vanskeligt at tænke sig, at der kan blive tale om at vedtage bestemmelser, der berører danske borgeres grundlovssikrede rettigheder. Situationen kan snarere tænkes at opstå i forhold til forfatninger, der som den tyske forbundsforfatning ud over de sædvanlige frihedsrettigheder også indeholder bestemmelser, der vedrører borgernes ret til fri økonomisk udfoldelse.[1]
Skulle der alligevel blive forelagt Rådet forslag til fællesskabsregler, der måtte antages at vare i strid med den danske grundlov, vil den danske minister som nævnt foran have pligt til at modsætte sig vedtagelsen. Selv på de områder, hvor traktaten giver adgang til flertalsafgørelser, vil dette, efter den praksis, der har været fulgt siden Luxembourg-forliget, betyde, at forslaget ikke vedtages. Det må i øvrigt anses for givet, at det danske rådsmedlem ikke ville stå alene i en sådan situation. De rettigheder, som den danske grundlov sikrer borgerne, er ikke specielle for Danmark, men er udsprunget af en falles europæisk forfatningstradition.
Det er utænkeligt, at Kommissionen inden for de områder, hvor den har en selvstændig beføjelse til at udstede umiddelbart anvendelige retsakter, ville fastsætte regler eller træffe afgørelser, der antoges at stride mod den danske grundlov.
Skulle der til trods herfor blive gennemført en fællesskabsregel, der måtte anses for at være i strid med den danske grundlov, måtte reglen forventes at blive erklæret for ugyldig af Fællesskabernes domstol. Som nævnt er de danske grundlovssikrede rettigheder udsprunget netop af de fælles europæiske forfatningstradi-
- ↑ Bestemmelsen i grundlovens § 74 om næringsfriheden har karakter af en programudtalelse uden retlig betydning, jfr. Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret II side 758 ff.
på alle stillinger, som den pågældende medlemsstat betragter som hørende under sin
offentlige administration, men at formålet med bestemmelsen dog i første række er at tillade
staterne at forbeholde udøvelse af egentlig offentlig myndighed for deres egne statsborgere.
Parlamentet konstaterer, at der findes en række stillinger i den offentlige administration, som
ikke er forbundet med udøvelse af egentlig offentlig myndighed, og fremsætter det
udtrykkelige ønske, at staterne så vidt muligt begrænser anvendelsen af art. 48, stk. 4, til stillinger,
som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.
......
Grundloven udelukker ikke, at en væsentlig del af statens funktioner varetages af personer,
der ikke er tjenestemandsansatte, og derfor ikke behøver at have dansk indfødsret. Derimod
indeholder grundlovens § 27 en bindende forudsætning om, at en vis kerne af statsfunktioner
varetages af tjenestemand.
Rækkevidden af denne forudsætning kan ikke fastlægges på grundlag af de meget
sparsomme udtalelser, der findes herom i den stats- og forvaltningsretlige litteratur, ligesom
spørgsmålet ikke har været aktuelt i praksis. Afgørelsen af, i hvilket omfang det må anses
for forudsat, at bestemte typer af stillinger beklædes af tjenestemænd, synes imidlertid at
matte træffes på grundlag af en samlet vurdering, hvori navnlig to elementer indgår, nemlig
dels, i hvilket omfang den pågældende stilling indebærer udøvelse af offentlig myndighed,
dels behovet for at beskytte indehaveren af den pågældende stilling mod uberettiget politisk
og personligt pres, jfr. herved grundlovens § 27, stk. 3, og Tjenestemandskommissionens I
Betænkning (nr. 483/1969) side 23.
Hvadenten man lægger hovedvægten på det ene eller det andet af disse to elementer, kan
der efter justitsministeriets opfattelse ikke rejses berettiget tvivl om, at de statsfunktioner, for
hvilke grundloven kan antages at forudsætte anvendelse af tjenestemænd, alle vil være
omfattet af undtagelsen i EØF-traktatens art. 48, stk. 4, og at denne undtagelse, selv om dens
anvendelse begrænses som ønsket af Europaparlamentet, omfatter væsentligt flere stillinger
end de, for hvilke grundloven opstiller en bindende forudsætning om besættelse med tjenestemænd.“
