tioner, som efter Domstolens afgørelser anses for en del af fællesskabsretten. Såfremt en dansk grundlovsbestemmelse på noget punkt måtte vise sig at yde en beskyttelse, der går videre end tilsvarende bestemmelser i de øvrige grundlove, ville domstolen som anført i dommer Pescatores redegørelse foran „blive tvunget til ... at lægge den højeste beskyttelsesstandard til grund“.
Det må herefter i realiteten anses for udelukket, at der kan opstå en konflikt mellem en fællesskabsregel og en materiel bestemmelse i den danske grundlov, uden at denne konflikt allerede af Fællesskabernes egne institutioner løses til fordel for den danske grundlovsbestemmelse.
4. Forpligtelsernes uopsigelighed
a. Fællesmarkedstraktatens artikel 240 fastsætter, at „denne traktat er indgået for ubegrænset tid“. Det samme gælder, for så vidt angår traktaten om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab, jfr. denne traktats artikel 208, hvorimod traktaten om oprettelse af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab ifølge denne traktats artikel 97 er indgået for en periode af 50 år fra tidspunktet for dens ikrafttræden.
Ved at tiltræde De europæiske Fællesskaber påtager den danske stat sig derfor principielt en folkeretlig forpligtelse til ikke énsidigt og vilkårligt[1] at opsige de nævnte traktater, for Kul- og Stålfællesskabstraktatens vedkommende dog kun indtil udløbet af dennes gyldighedsperiode.
b. De nævnte traktatbestemmelser rejser et særligt opfyldelsesproblem. Efter dansk statsforfatningsret har lovgivningsmagten frihed til il enhver tid at ophæve tidligere lovgivning, selv om ophævelsen udgør et traktatbrud. Som anført ovenfor i afsnit IV, punkt 4 c, galder dette også en lov, der er gennemført efter reglerne i grundlovens § 20.
Efter en eventuel dansk indtræden i De europæiske Fællesskaber, vil en ophævelse af tiltrædelsesloven, der er det retlige grundlag for, at fællesskabsretten gøres umiddelbart anvendelig her i landet, udgøre et traktatbrud. En dansk tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber vil derfor medføre en forpligtelse for den danske lovgivningsmagt til at undlade at udnytte sin statsretlige frihed til til enhver tid at ophæve tiltrædelsesloven. Og da traktaterne ikke énsidigt og vilkårligt kan opsiges fra dansk side, vil denne undladelsespligt for den danske lovgivningsmagt principielt gælde for ubegrænset tid.
Opfyldelsen af denne forpligtelse er ikke sikret ved gennemførelse af det foreliggende forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber under iagttagelse af reglerne i grundlovens § 20, og vil kun kunne søges sikret ved gennemførelse af en ændring af eller et tillæg til grundloven.
Dette forhold påvirker ikke på nogen måde tiltrædelseslovens gyldighed. Gennemføres loven i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 20, udgør den et statsretligt gyldigt grundlag for opfyldelsen af den del af den danske stats forpligtelser over for De europæiske Fællesskaber, der omfattes af loven, jfr. ovenfor i afsnit III, punkt 4.
- ↑ Se herved ovenfor afsnit IV, punkt 4 a.
