Norge[1]
Den norske grundlovs § 93, der blev indført i 1962, og hvis formål svarer til den danske grundlovs § 20, har følgende indhold:
„For at sikre den internationale Fred og Sikkerhed eller fremme international Retsorden og samarbeide kan Storthinget med tre Fjerdedels Flertal samtykke i, at en international Sammenslutning som Norge er tilsluttet eller slutter sig til, paa et sagligt begrænset omraade, skal kunne udøve Beføielser der efter denne Grundlov ellers tilligge Myndigheder, dog ikke Beføielse til at forandre denne Grundlov. Naar Storthinget skal give sit Samtykke, bør, som ved Behandling af Grundlovsforslag, mindst to Trediedele af dets Medlemmer vare tilstede.
Bestemmelserne i denne Paragraph gjælder ikke ved deltagelse i en international Sammenslutning, hvis Beslutninger har alene rent folkeretslig Virkning for Norge.“
Den norske grundlov indeholder ikke nogen bestemmelse, der udtrykkeligt regulerer forholdet mellem norsk ret og international ret. Det har været hævdet af en del af den juridiske teori i Norge, men bestridt af en anden del, at grundlovens § 93 giver mulighed for at give fællesskabsretten forrang for norsk ret. Der synes imidlertid i det væsentlige at være enighed om, at princippet om umiddelbart anvendelig fællesskabsrets forrang ikke gør nogen ændring af grundloven nødvendig.
§ 93 tager et udtrykkeligt forbehold for så vidt angår bestemmelser, der er i strid med
den norske grundlov. Der kan derfor ikke være tvivl om, at de norske retsanvendende myndigheder ikke kan anvende fællesskabsregler, der strider mod den norske grundlov.
- ↑ Se særlig betænkning fra professorerne Frede Castberg, Johs. Andenæs og Torkel Opsahl om „de konstitusjonelle spørsmål i tilknytning til Norges forhold til De europeiske Fellesskap“ (Dok. nr. 10 (1966-67) Fra Stortingets præsidentskap.).
