Der er ikke ved forfatningsændringen taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om løsningen af eventuelle konflikter mellem fællesskabsret og senere irsk lovgivning. Dette spørgsmål har – så vidt vides – ikke været fremme i debatten om forfatningsændringen.
Derimod medfører ændringen, at bestemmelserne i den irske forfatning ikke kan påberåbes over for fællesskabsretten.
Storbritannien
Storbritannien har i modsætning til samtlige nuværende medlemsstater og de øvrige ansøgerlande ingen skreven forfatning. Grundsætningen om, at intet Parlament kan binde et efterfølgende Parlament, og at intet organ, hvad enten det er en domstol eller en ande institution, har kompetence til at prøve loves gyldighed, har traditionelt været anerkendt i engelsk ret.[1] The Lord Chancellor[2] udtalte i maj 1967 i Overhuset:
2em
I en redegørelse fra maj 1967 udarbejdet af Lord Chancellor til Parlamentet hedder det bl. a.:
„Den umiddelbart anvendelige fællesskabsret forudsættes at have forrang for medlemslandenes nationale lovgivning. Heraf følger, at Parlamentets lovgivning, der giver disse regler virkning, må gøre det på en sådan måde, at den tilsidesætter eksisterende lovgivning, i det omfang denne er modstridende ... Heraf følger også, at Parlamentet inden for de områder, der er dækket af fællesskabsretten, må afstå fra at vedtage ny lovgivning, der er i strid med den gældende fællesskabslovgivning. Dette betyder imidlertid ikke nogen forfatningsmæssig nydannelse. Mange af vore traktatforpligtelser pålægger os allerede sådanne begrensninger – f. eks. FN-pagten, Den europæiske Menneskerettighedskonvention og Gatt.“
Det lovforslag, der er forelagt Parlamentet for at muliggøre Storbritanniens tilslutning til EF, "The European Communities Bill", indeholder ikke nogen bestemmelse, der tager udtrykkelig stilling til spørgsmålet om rangforholdet mellem fællesskabsretten og evt. senere modstridende lovgivning.[3] Loven må antages at give engelske domstole mulighed for at fortolke engelske love således, at de så vidt muligt bliver i overensstemmelse med fællesskabsretten – hvad der i sig selv er et brud på engelske domstoles tradition for bogstavfortolkning af parlamentslove. Derimod giver loven ingen hjemmel for at tilsidesætte en bevidst fællesskabsstridig parlamentlov.
- ↑ Spørgsmålet, om Storbritannien kan tiltræde EF, har været forelagt domstolene.
Sagsøgeren, hr. Blackburn, ønskede en afgørelse om, at dette ikke kunne ske, da det ville
betyde en delvis opgivelse af Parlamentets suverænitet. Sagen afvistes af Appelretten, da
domstolene ikke kunne bestride regeringens ret til at indgå traktater, og da domstolene først
kunne tage stilling til evt. lovgivning om Englands tilslutning til EF, når denne forelå. En af
dommerne, Lord Denning, udtalte i sit votum:
„Vi er alle blevet opdraget til at tro, at efter den juridiske teori kan et Parlament ikke binde et andet, og at ingen lov er uigenkaldelig. Men den juridiske teori følger ikke altid med de politiske realiteter (does not always march alongside political reality).“ - ↑ The Lord Chancellor er bl. a. den engelske regerings juridiske rådgiver. Han er medlem af regeringen.
- ↑ Der har i den juridiske teori været fremsat forslag til løsning af dette spørgsmål, se f. eks. Mitchell, Common Market Law Review 1967/68 side i 19 ff. og Europarecht 197, side 97 ff., men herimod M. Hunnings, Common Market Law Review 1968/69 side 57.
129
