Det er almindeligt antaget, at princippet om fællesskabsrettens forrang ikke kan støttes på bestemmelsen i art. 10. Det har imidlertid været hævdet, at forrangsprincippets forfatningsmæssige grundlag kan findes i art. 11. I en afgørelse af 7. marts 1964 bar den italienske forfatningsdomstol, „Corte Constituzionale“, udtrykkeligt afvist dette synspunkt.[1] Det var af sagsøgeren blevet påstået, at en italiensk lov var i strid med forfatningens art. 11, da loven stred mod umiddelbart anvendelige regler i fællesmarkedstraktaten. Ifølge domstolen betyder art. 11 imidlertid kun, at Italien gyldigt ved almindelig lov kan tilslutte sig organisationer, hvorved Italiens suverænitet begrænses, men ikke at denne lov får nogen højere gyldighed end andre love. Mellem den lov, der gennemfører Italiens tilslutning til de mellemfolkelige organisationer, og andre love gælder det almindelige princip, at senere love går forud for tidligere.
Konflikten mellem fællesskabsret og national lovgivning blev her klart lost til fordel forden senere nationale lovgivning. Forfatningsdomstolen bar ikke afgørende ændret dette standpunkt.[2] Dens nyeste praksis viser imidlertid, at den bestræber sig på ved fortolkning at undgå konflikt. Der synes nu at gælde en formodning for, at traktatmæssige forpligtelser ikke ændres ved nyere lovgivning. Denne formodning viger kun, hvor lovgivningsmagten klart tilkendegiver sin vilje til at bryde de internationale forpligtelser.[3]
Det er næppe afklaret, om de italienske domstole kan og vil anvende fællesskabsretsakter, der er forfatningsstridige.[4][5]
Irland
Den irske forfatning bar hidtil udelukket overladelse af beføjelser til myndigheder uden for Irland. Irlands tiltrædelse har derfor nødvendiggjort en forfatningsændring.
Ved folkeafstemningen den 10. maj 1972 godkendtes indføjelse af følgende bestemmelse som stk. 4 i forfatningens art. 29:
Staten kan blive medlem af Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (oprettet ved traktat underskrevet i Paris den 18. april 1951), Det europæiske økonomiske Fællesskab (oprettet ved traktat underskrevet i Rom den 25. marts 1957) og Det europæiske Atomenergifællesskab (oprettet ved traktat underskrevet i Rom den 25. marts 1957). Ingen bestemmelse i denne forfatning medfører ugyldighed af de af staten vedtagne love, foretagne handlinger eller indførte foranstaltninger, der er nødvendiggjort af forpligtelserne som medlem af Fællesskaberne, eller forhindrer de af Fællesskaberne eller disses institutioner vedtagne regler, foretagne handlinger eller indførte foranstaltninger i at have retskraft i staten."
Forfatningsændringen gør det muligt for Irland at tiltræde De europæiske Fællesskaber og at give den umiddelbart anvendelige fællesskabsret virkning i den interne retsorden.
- ↑ Der var tale om en præjudiciel afgørelse i sagen Costa mod ENEL. Denne sag er nærmere omtalt under afsnit V i forbindelse med fællesskabsdomstolens præjudicielle afgørelse. Forfatningsdomstolens afgørelse lå forud for fællesskabsdomstolens afgørelse.
- ↑ Se herom Jens Fejø, TfR 1972 side 188.
- ↑ Se herom Max Sørensen, Juristen 1972 side 125.
- ↑ Se herved Corte Constituzionales afgørelse af 27.12.1965 (Refereret i Common Market Law Review 1966 side 81-84).
- ↑ Jens Fejø har i TfR 1971 side 195 givet følgende sammenfatning af løsningerne i de nuværende medlemslande på konflikten mellem fællesskabsret og national lovgivning: „I Luxembourg, Holland og i Belgien fortrænger EØF-reglerne yngre love. I Frankrig anvender Conseil d'Etat den yngre lov, medens Cour de Cassation synes at give EØF-retten forrang. I Tyskland bar forfatningsdomstolen ikke anerkendt, at EØF-reglerne kan fortrænge yngre lov, og den italienske forfatningsdomstol bar påberåbt sig lex posterior-grundsætningen.“
128
