De belgiske domstole anser sig ikke for kompetente til at prøve loves forfatningsmæssighed. Det er ligeledes den almindelige opfattelse i den belgiske forfatningsretlige teori, at domstolene ikke vil kunne prøve spørgsmål om fællesskabsrettens overensstemmelse med forfatningen.
Tyskland
Den tyske grundlov fra 1949 bestemmer:
„Art. 24. 1. Forbundet kan ved lov overdrage højhedsrettigheder til mellemfolkelige
institutioner.
2. Forbundet kan til sikring af freden tiltræde et system af gensidig kollektiv
sikkerhed; det vil herved indvillige i sådanne begrænsninger i dets højhedsrettigheder, som
hidfører og sikrer en fredelig og varig ordning i Europa og mellem verdens folk.
3. ......“
„Art. 25. Folkerettens almindelige regler udgør bestanddele af forbundsretten. De går
forud for lovene og fremkalder rettigheder og pligter direkte for forbundsområdets
beboere.“
Det antages almindeligvis, at bestemmelsen i art. 25, der alene nævner folkerettens almindelige regler, ikke løser konflikter mellem tysk ret og fællesskabsret. Den tyske grundlov løser således ikke udtrykkeligt spørgsmålet om rangforholdet mellem tysk lovgivning og fællesskabsretten. Det hat dog været hævdet, at man ved en fortolkning af art. 24 kan nå til det resultat, at fællessabsretten har forrang. De tyske domstole har – så vidt vides – ikke haft lejlighed til på utvetydig måde at tage stilling til rangspørgsmålet.[1] Spørgsmålet er næppe endeligt løst i tysk ret.
Det er næppe heller endeligt afklaret, om de tyske domstole kan og vil anvende fællesskabsretsakter, der er i strid med den tyske grundlov.[2]
Italien
Italiens forfatning fra 1947 indeholder følgende bestemmelser:
„Art. 10. Den italienske retsorden er i overensstemmelse red folkerettens
almindeligt anerkendte regler.“
„Art. 11. Italien forkaster krig som middel til at berøve andre folk friheden eller til
at løse internationale konflikter; Italien indvilliger under forbehold af gensidighed
i forhold til andre stater i de begrensninger af suveræniteten, som er nødvendige
for en organisation, der vil sikre fred og retfærdighed mellem nationer; Italien
fremmer og styrker internationale organisationer, der har et sådant mål.“
- ↑ Det har været hævdet, se bl. a. Erik Siesby, Juristen 1971 side 420, at de højeste tyske domstole har accepteret princippet om fællesskabsrettens forrang. Der henvises herved til Bundesfinanzhof's dom af 11.7.1968 og Bundesverfassungsgericht's kendelse af 18.10.1967. Se dog herimod Jens Fejø, TfR 1972 side 184 ff.
- ↑ Rækkevidden af Bundesverfassungsgericht's kendelse af 18.10.1967 er tvivlsom.
Sagsøgeren havde påstået, at 2 fællesskabsforordninger var ugyldige, da de stred mod den tyske
grundlov. Bundesverfassungsgericht afviste sagen, da retten kun kan prove spørgsmål
vedrørende retsakter, der stammer fra tyske myndigheder. Domstolen understreger imidlertid
udtrykkeligt følgende:
„Det er således ikke afgjort, om og i hvilket omfang Bundesverfassungsgericht kan sammenholde fællesskabsret med fundamentale retsregler i grundloven i sager, som kan anlægges for den. Dette er et spørgsmål, som klart afhænger af afgørelsen af det vidtrækkende præmilinære spørgsmål, om og på hvilken måde man kan tale om EØF-institutionernes bundethed af Den tyske Forbundsrepubliks fundamentale retsorden, eller – med andre ord – om og i hvilket omfang Forbundsrepublikken kan fritage fællesskabsinstitutionerne fra en sådan pligt ved at overdrage højhedsrettigheder i henhold til grundlovens art. 24, stk. 1.“
127
