af Fællesskabernes institutioner. Til trods herfor er det fortsat tvivlsomt, om fællesskabsretten i praksis kan gives forrang af de franske retsanvendende myndigheder. Dette skyldes, at franske domstole ikke anser sig for kompetent til at prove loves overensstemmelse med forfatningen, og at det som følge heraf er usikkert, om domstolene kan prøve loves overensstemmelse med internationale overenskomster. Den højeste franske forvaltningsdomstol, „Conseil d'Etat“, har i en afgørelse fra 1. marts 1968 undladt at anvende princippet i art. 55.[1] Ved afgørelsen anvendte retten en fransk lov, selv om den stred mod en ældre fællesskabsforordning. Den højeste franske ordinære domstol, „Cour de Cassation“, har derimod i en afgørelse fra 22. oktober 1970[2] henvist til art. 55 som begrundelse for at godkende, at en underordnet domstol anvendte fællesskabsregler, selv om de stred mod – såvel nyere som ældre – bestemmelser i love og dekreter. Spørgsmålet om fællesskabsrettens forrang for fransk lovgivning må herefter anses for uafklaret efter fransk ret.
Nogen forfatningsretlig sikring af fællesskabsrettens anvendelse uanset eventuel modstrid med bestemmelser i den franske forfatning findes ikke.
Luxembourg
Luxembourgs forfatning bestemmer:
„Art. 49 (bis). Udøvelsen af de beføjelser, der efter forfatningen er henlagt til de lovgivende, udøvende og dømmende myndigheder, kan midlertidigt ved traktat overlades til internationale organisationer.“
Forfatningen indeholder ingen udtrykkelige bestemmelser om forholdet mellem national og international ret. I en afgørelse fra 1954 bar den højeste ordinære domstol „La Cour Superieure de Justice“ klart udtalt, at en dommer må anvende en traktat, selv om den er i strid med en senere lov. Dette princip anses også for at gælde i forholdet mellem fællesskabsretten og national lovgivning.
Belgien
Først i juni 1970 blev der i den belgiske forfatning indsat en bestemmelse, der udtrykkeligt giver mulighed for at overlade beføjelser til internationale organisationer.[3] Forfatningen indeholder derimod ingen bestemmelser, der regulerer konflikten mellem international ret og national ret. Der har flere gange været fremsat forslag til en ny forfatningsbestemmelse, hvorefter nationale lovregler, som er i strid med international ret eller med retsregler, som hidrører fra internationale organisationer, ikke kan anvendes. Det sidst fremsatte forslag bortfaldt ved parlamentets opløsning i efteråret 1971. Den højeste belgiske domstol „Cour de Cassation“ har imidlertid i en afgørelse fra 27. maj 1971 fastsået, at umiddelbart anvendelige fællesskabsregler ikke kan fortrænges af en yngre belgisk lov. Domstolen udtalte bl. a., at konflikten mellem en international traktat og en yngre lov ikke kan løses som en konflikt mellem to love, og at grundsætningen om, at ældre regler må vige for yngre regler, ikke finder anvendelse i tilfælde af konflikt mellem traktat og lov.[4]
Princippet om fællesskabsrettens forrang må herefter anses for anerkendt i belgisk ret.
- ↑ „Syndicat Général de Fabricants de Semoules de France“. Afgørelsen er omtalt hos Jens Fejø, TfR 1972 side 192.
- ↑ „Administration des Contributions Indirecte et du Comité Interprofessionel des Vins Doux Naturels mod Ramel.“ Afgørelsen er omtalt af Jens Fejø, TfR 1972 side 194.
- ↑ Art. 25 i den belgiske forfatning bestemmer: „Udøvelsen af bestemte beføjelser kan ved en traktat eller ved en lov tillægges folkeretlige institutioner.“
- ↑ Om dommen se Jens Fejø, TfR 1972 side 189 ff. og Erik Siesby, Juristen 197, side 422.
126
