„Art. 67. Om nødvendigt under forbehold af bestemmelserne i art. 63 kan visse beføjelser med hensyn til lovgivende, udøvende og dømmende virksomhed ved eller ifølge traktat overlades til organisationer, der bygger på folkeretten. Art. 65 og 66 finder tilsvarende anvendelse på beslutninger truffet af organisationer, der bygger på folkeretten.“
„Art. 63. Hvis udviklingen af den internationale retsorden kræver det, kan indholdet af en overenskomst afvige fra visse bestemmelser i forfatningen. I sådanne tilfælde kan godkendelse kun finde sted ved en beslutning i Generalstaterne med to trediedele af de i hvert Kammer afgivne stemmer.“
„Art. 65. Bestemmelser i traktater, hvis indhold er bindende for enhver, har denne bindende virkning fra bekendtgørelsestidspunktet. Regler om bekendtgørelse af traktater gives ved lov.“
„Art. 66. Lovregler, der gælder i Kongeriget, anvendes ikke, hvis anvendelsen vil være i strid med bestemmelser i traktater, der er bindende for enhver, indgået enten for eller efter vedtagelsen af lovreglerne.“
Det bestemmes i art. 60, stk. 3, at domstolene ikke er kompetente til at prøve traktaters overensstemmelse med forfatningen.
Den hollandske forfatning giver altså hjemmel til at overlade beføjelser til internationale organisationer.[1] Den sikrer samtidig den umiddelbart anvendelige del af fællesskabsretten forrang for hollandsk lovgivning. Den sikrer imidlertid principielt ikke fællesskabsrettens anvendelse i tilfælde, hvor fællesskabsregler fraviger bestemmelser i forfatningen. I praksis vil fællesskabsretten dog kunne tænkes anvendt i sådanne tilfælde, da domstolene ikke kan prove traktaters forfatningsmæssighed.
Frankrig
Den franske forfatning fra 1946 indeholdt i præamblen følgende bestemmelse:
„Under forbehold af gensidighed indvilliger Frankrig i de begrensninger af suveræniteten, som er nødvendige til fredens organisation og forsvar.“
Der er ikke medtaget en tilsvarende bestemmelse i den nugældende franske forfatning fra 1958.
Forfatningen indeholder imidlertid følgende bestemmelser af betydning for forholdet mellem national og international ret:
„Art. 54. Hvis Forfatningsrådet, efter at have fået spørgsmålet forelagt af Republikkens Præsident, Premierminister eller af Præsidenten for et af kamrene, erklærer, at en international forpligtelse indeholder en bestemmelse, der er i strid med forfatningen, kan bemyndigelse til at ratificere eller godkende denne forpligtelse kun gives efter en forfatningsændring.“
„Art. 55. Traktater eller overenskomster, der er behørigt ratificerede eller godkendte, får ved deres bekendtgørelse[2] højere gyldighed end love under forbehold for hver overenskomst eller traktat af dens anvendelse af den anden part.“
Princippet om traktaters forrang er altså bekræftet i den franske forfatning – dog under forbehold af gensidighed fra den eller de andre parters sider.[3] Selv om det ikke er ubestridt, synes dette princip også at kunne gælde for de fællesskabsregler, der er vedtaget
- ↑ En sådan hjemmel fandtes imidlertid ikke, da Holland ratificerede EKSF-traktaten.
- ↑ I henhold til art. 3 (3) i Dekret nr. 58-54 af 28.1.1958 anerkendes for så vidt anger fællesskabsakter bekendtgørelse i De europæiske Fællesskabers Tidende som „officiel bekendtgørelse“ også efter fransk ret.
- ↑ Et sådant forbehold om gensidighed (hvis opfyldelse den nationale dommer hyppigt ikke vil kunne tage stilling til), vil næppe blive anerkendt af fællesskabsdomstolen, jfr. ovenfor afsnit II.
125
