656
disse artikler er blevet omdelt til beboerne i ejendommene på foranledning af Socialdemokratisk Forening 12. Kreds. Da Erik Jensen henvendte sig til sagsøgte efter mødet den 27. januar 1964, var han efter sagsøgtes forståelse fortørnet, fordi selskabet følte sig beskyldt for ikke at vedligeholde ejendommene. Sagsøgte udtalte på forespørgsel, at han ikke mente at kunne tilbagekalde sine udtalelser i Folketinget. Udtalelserne blev ikke gentaget ved denne lejlighed. Erik Jensen sagde, at han så måtte gå rettens vej.
Kort tid efter at have modtaget sagsøgernes brev af 6. november 1964 talte sagsøgte en dag med journalist Carl John Nielsen, der havde skrevet de tidligere artikler i »Aktuelt« om lejeforhøjelserne i Jægersborggade, og som spurgte sagsøgte, om der var noget nyt. Sagsøgte viste ham derpå sagsøgernes brev og sagde, at han ikke ville tilbagekalde sine udtalelser i Folketinget. Da sagsøgte senere så artiklen i »Aktuelt« for den 22. november 1964, forsøgte han at få eksemplarer af avisen til omdeling i Jægersborggade som tidligere sket, men bladet havde ikke flere eksemplarer af avisen, og Socialdemokratisk Forenings 12. Kreds fik derefter lavet særtryk af artiklen til omdeling.
Sagsøgeren har til støtte for sit standpunkt anført, at sagsøgte må siges at have gentaget sine udtalelser uden for Folketinget, nemlig på mødet den 27. januar 1964 og i hvert fald ved sine udtalelser til Aktuelts journalist i november 1964 og ved udsendelsen af de omtalte særtryk.
Sagsøgeren har herved henvist til dommen i Juristens domssamling 1936 side 107 og til drøftelserne om spørgsmålet i Folketinget i 1936.
Sagsøgeren har videre anført, at ordene »drages til ansvar« i grundlovens § 57 pkt. 2, rent sprogligt naturligt må forstås som omfattende sager om strafferetligt eller erstatningsretligt ansvar, men ikke rene mortifikationssøgsmål. Dette er også sagligt den rimeligste forståelse, idet den på den ene side sikrer folketingsmedlemmernes talefrihed i tinget, og på den anden side giver folk, der føler sig krænket ved udtalelser i tinget, adgang til eventuelt at få udtalelserne kendt ubeføjede.
Sagsøgte har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at mortifikationssøgsmål må anses for omfattet af ordene »drages til ansvar« i grundlovens § 57, pkt. 2, idet ytringsfrihed, som grundlovsbestemmelsen skal tilsikre folketingsmedlemmerne, ellers ikke vil blive opnået. Sagsøgte har herved bl.a. henvist til en norsk højesteretsdom i Norsk Retstidende 1957 side 32 og til de i denne anførte argumenter.
Sagsøgte har endvidere bestridt, at han har gentaget sine udtalelser uden for Folketinget; han har blot ved 2 lejligheder, der begge var foranlediget af henvendelser fra sagsøgerne, udtalt, at han ikke ville tilbagekalde udtalelserne. Dette kan ikke være nok til at give sagsøgeren adgang til sagsanlæg uden Folketingets samtykke, da grundlovsbestemmelsen ved en sådan forståelse vil miste sin betydning. Dommen i Juristens domssamling 1936 side 107 udtaler ikke noget om spørgsmålet, og de i Folketingstidende 1936 spalte 1681 og 1684 samt i dets afdeling B spalte 25-30 refererede udtalelser kan ikke være bindende for domstolene og viser i øvrigt, at man i Folketinget lagde vægt på, at den da omhandlede folketingsmand netop havde vedstået sine udtalelser i tinget uden for dette for at åbne mulighed for sagsanlæg.
Retten skal til det anførte bemærke:
Formålet med grundlovens § 57, pkt. 2, må være at sikre Folketingets medlemmer ytringsfrihed under deres taler i tinget, og for at denne frihed ikke skal blive misbrugt til angreb på bestemte personer eller selskaber, er der givet Folketinget adgang til at tillade sagsanlæg.
Da muligheden for mortifikationssøgsmål i mange tilfælde vil betage folketingsmedlemmerne den tilsigtede ytringsfrihed i samme omfang som muligheden for injuriesøgsmål med påstand om straf og/eller erstatning, og da der ikke findes at være grund til at befrygte, at Folketinget ikke vil meddele samtykke til sagsanlæg i rimeligt omfang, findes grundlovens § 57, pkt. 2, at måtte forstås således, at heller ikke mortifikationssøgsmål kan anlægges uden Folketingets samtykke.
At et folketingmedlem uden for tinget på forespørgsel udtaler, at han ikke vil tilbagekalde eller at han står ved sine udtalelser i tinget, når disse i øvrigt ikke gentages, findes ikke at kunne anses for en sådan gentagelse af udtalelserne uden for tinget, at der kan rejses søgsmål mod ham for udtalelserne uden Folketingets samtykke.
Efter det oplyste må det lægges til grund, at sagsøgte uden for Folketinget kun har udtalt, at han ikke vil tilbagekalde sine udtalelser i tinget. Heller ikke udsendelsen af særtrykkene af artiklen i »Aktuelt« findes at kunne anses for en gentagelse af de i denne sag påtalte udtalelser, fordi disse ikke er optaget i artiklen. Herefter vil sagen efter sagsøgtes påstand være at afvise.
Efter omstændighederne findes ingen af parterne at burde betale sagsomkostninger til den anden part.
