119
store og små bogstave.
tørre Lærde og Pædagoger, troe sig kaldede til at have den afgjørende Mening om denne Reforms Berettigelse“, o. s. v. Når jeg efter en sådan skylle alligevel har den anmasselse at fremsætte en fra dr. R.'s afvigende opfattelse, så sker det ingenlunde i medfør af min egenskab som tør filolog, men fordi også jeg i sin tid har lært at læse og skrive og endnu ikke har glemt denne idræt, og det må vel antages, at enhver, der f. ex. har lært skomageriet, må have lov til at have en mening, når talen er om fodtöj. I øvrigt kan det ikke i mindste måde falde mig ind at tage dr. R.'s ovennævnte skudsmål fortrydeligt; det er udstedt i kraft af digterens ældgamle privilegium på licentia poetica alene for effektens skyld, for at sætte læseren i den rette lyriske stemning; videnskabsmanden R. vilde udentvivl have forsmået dette middel.
Dog hele den lyriske side af piecen skal jeg lade ligge og kun holde mig til de videnskabelige argumenter. S. 25—31 søger R. at imødegå forskellige argumenter, som man har fremført til fordel for brugen af små begyndelsesbogstaver i hovedordene. Jeg skal ikke tage dem i forsvar, fordi ingen for alvor har betragtet dem som andet end biargumenter til det ene afgörende, hovedargumentet: hensynet til det pædagogiske. Den menneskelige natur glemmer heldigvis let overstandne genvordigheder, men kunde vi nu i voxen alder på ét bræt samle alle de bekymringer og sorger, alle de knubs og tårer, som de store bogstaver har voldet os i skolen, så måtte vi være hårdhjærtede barbarer, hvis vi ikke snarest muligt sårgede for at befri efterslægten for denne tortur, når ellers ingen anden samfundsinteresse kom til at lide derunder! Ja havde den lille regel: „alle hovedord skrives med store begyndelsesbogstaver“ noget åndsdannende ved sig, kunde
