120
karl verner.
den føre barnehjærnen til klar og logisk tænkning, så kunde man finde sig i det, thi barnet bragte da et gode med sig ud i livet, der ikke var købt for dyrt. Men gud hjælpe os, det begreb, der indbefattes under benævnelsen „hovedord“, er jo nok så vagt, så hullet på alle leder og kanter, at vi voxne, der har taget examen philosophicum, overalt støder på vilkårligheder, når vi fordyber os i regelen.
Jeg tör trøstig påstå, at det er umuligt, selv for den dygtigste lærer, i det korte spand af tid, der er tilstået folkeskolen — her er jo tale om samfundets store masse, ikke om den lille brøkdel, der har kunnet få en fyldigere undervisning — at bibringe barnet mere end en påklistret forståelse af hin regel; jeg tror ikke, at nogen almuelærer vil benægte dette. Men det således erhvervede fordufter i en fart, når barnet mister lærerens daglige indterpning, ryster skolestøvet af sig og kommer ud i det praktiske liv, hvor andre interesser lægger beslag på hjærnens virksomhed. Jeg kender fra min slægt og omgangskreds mangen en dygtig håndværker, der til trods for nogen fører en smidig pen, og også i det orthografiske i almindelighed, f. ex. brugen af nd og nn, har deres sager i orden: kun i brugen af de store bogstaver glipper deres evner, hvad de er sig bevidst og derfor stadigt føler som en pinsel. Kan man forundre sig over, at sådanne folk — og deres tal er ikke ringe i samfundet — ønsker de store bogstaver didhen, hvor peberet gror. Hvorledes det fra skolen medbragte mystiske ord „hovedord“ kan blive ved at spøge og göre fortræd i livet, kan man få et bevis for, når man tager sig en orthografisk-statistisk spadseretur — ikke, som dr. R. gör det, i den danske literatur, men igennem byens gader og stræder, og samler indskrifterne på de bekendte små trekantede rulleskilte. Man vil finde, at
