121
store og små bogstaver.
påskriften i de halve tilfælde er: „Her Rulles“, Det er en orthografisk bummert, men man må dog påskönne, at der er tænksomhed med i spillet: for rullekonen er det at rulle hovedsagen, følgelig må det efter hendes opfattelse være hovedordet og altså skrives med stort. Dog ingen plet på rullekonen for det, da selv folk som dr. R. og jeg ved en lapsus kan komme ind på hendes system: for mit eget vedkommende vil man nok fæste lid til min tilståelse, men at det også kan times dr. R., tror jeg at have læst mig til i hans piece, hvorom mere nedenfor.
Hvorledes stiller nu dr. R. sig til dette pædagogiske argument, hvis store vægt dog ingen formår at borteskamotere? Han erklærer, at det principielt må hævdes, „at det er Vanvid at ville lade blot pædagogiske Hensyn være rådende for et Sprogs Skrivemåde“. Man indvende ikke herimod, at overalt på jordkloden, hvor et helt folk har reformeret sin orthografi (f. ex. i Böhmen, Spanien, i Sverige, hvor der jo for tiden er en livlig bevægelse oppe på dette område), har hovedöjemedet været at simplificere det gængse system således, at tilegnelsen deraf blev lettere for fremtidig skrivende og læsende generationer. En sådan indvending gælder efter dr. R.'s mening her i Danmark til Wandsbeck, da det danske sprog har langt flere ord, der ser ens ud for öjet.
Om nu så skulde være, kunde man indvende, så gives der jo råd for det: når en mundtlig ytring misforståes, så ændrer man den således, at den ikke længere er tvetydig; når man har nedskrevet en sætning og sér, at den kan misforståes, så har man den selvsamme udvej; således bærer alle andre folkefærd sig ad. Hertil vil dr. R. svare, at vel kan videnskabsmanden og enhver anden, hvis opgave det kun er at finde et klart udtryk for tanken, bære sig således ad, men digteren, som
