126
karl verner.
Denne brug kom lidt senere med tydske bogtrykkere til os, og nu var vi velsignede med det system, som vi endnu den dag idag må trækkes med. Brugen af de store forbogstaver skyldes altså slet ikke nogen trang fra sprogets side; det er simpelt hen et tydsk bogtrykkerpåfund, en ny mode med pisk og pung, som ikke vore forfattere, men bogtrykkerne har importeret til os daraussen fra, og som vore forfattere i förstningen har fundet sig i og senere selv optaget. At det forholder sig således, ser man tydeligt hos vor literaturs fader, Holberg. Det er vistnok en almindelig udbredt tro, at Holbergs orthografi var den, der foreligger i hans skrifter, men det er ikke tilfældet. Holberg skrev således, som han havde lært i sin skolegang, og som de gamle danske forfattere skrev, uden anvendelse af store forbogstaver i hovedordene, hvad man kan overtyde sig om af hans autografer, f. ex. af epistelbrudstykket i det store kgl. bibliothek (ny kgl. saml. no. 2020 m, 4°); et faksimile heraf findes i P. Hansens danske literaturhist. I, s. 569. Udstyrelsen af sine værker har han overladt til trykkeriet, og til udstyrelsen har han også regnet ampliceringen af de store bogstaver, en ting, der åbenbart i hans öjne hverken har kunnet göre til eller fra i hans stils klarhed. Spörgsmålet således som det foreligger, er altså det, om denne tydske hårpisk siden da er groet så inderligt sammen med vort sprog, at den er bleven en integrerende, organisk bestanddel, hvad dr. R. påstår, eller om det endnu er muligt uden synderlig ulempe at skaffe sig dette generende attribut fra halsen.
Vor grammatik inddeler, som bekendt, sprogets hele ordforråd i forskellige ordklasser, og det kan for en overfladisk betragtning se ud, som om denne sortering af stoffet er den letteste sag af verden. Dette er den dog ikke. Der gives hverken i vort eller i noget andet
