Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/230

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

127

store og små bogstaver.

sprog en skarp, fast grænse imellem ordklasserne, lige så lidt som der i noget sprog findes en bestemt grænselinie imellem det, som grammatiken kalder böjning, og det, den kalder orddannelse; af ethvert udsagnsord kan vi danne tillægsformer, der står på grænsen over til tillægsordene og i sprogbrugen mer eller mindre kan smøge det verbale schibboleth, tidsbegrebet, af sig (i klingrende frost, på et hængende hår), så at man tilsidst ikke kan skelne tillægsformerne fra tillægsordene; ligeledes kan vi af ethvert udsagnsord danne et såkaldet nomen agentis (en sover, elsker) og et nomen actionis (en soven, elsken), og når disse af vore grammatiker ikke optages i udsagnsordenes paradigma, men regnes for hovedord og sorteres ind under orddannelsen, så beror dette kun på, at vort grammatiske system er baseret på den antike grammatik, der grupperede dannelserne på denne måde. En mængde ord kan i dansk både høre til biordenes og til forholdsordenes klasse, og hvilket der er tilfældet, afgår kun ordets stilling i sætningen. At nogle sprog udenfor vor sprogæt ejer en ordklasse, der hverken er vore hovedord eller vore udsagnsord, men et konglomerat af begge dele, hvad dr. R. nærmere udvikler s. 29 f., viser bedst, hvor flydende grænserne er mellem det, vi kalder ordklasser. Og et blot flygtigt kendskab til sproglivet overhovedet lærer, at det ikke kan være anderledes, idet der under et sprogs leven gennem tiden er en jævn og stadig gliden af stofpartikler fra den ene ordklasse over i den anden. Ordet sær, den gamle hensynsform til stedordet sig, har i tidens løb skiftet ham og optræder nu som et ganske upåklageligt tillægsord, og der må have været en periode, hvor det var umuligt for den reflekterende sprogfølelse at afgöre, til hvilken skuffe dette sære ord egentlig hørte. Ordet hjem i udtrykket at gå hjem har oprindeligt haft syntaxielt brev på at