133
store og små bogstaver.
begrebets fremhæven med stort bogstav, førte til en forvirringens tidsalder for retskrivningen, og da samtidigt retskrivningen ved sine subtile finesser blev mere og mere brydsom for skolen, kom der ganske naturligt fra dennes side en reaktion, der endte med de ministerielle rundskrivelser af 9. august 1871 og 21. febr. 1872, ved hvilke ikke længere navneordsbegrebet, men det virkelige navneord (de „ægte substantiver“) blev lagt til grund for anvendelsen af store forbogstaver.
Brugen af de store forbogstaver, således som bogtrykkerne har anvendt dem i Holbergs texter, holdt sig hos forfatterne århundredet ud (Eilschov, Tyge Rothe, J. S. Sneedorf o. s. v.) indtil Baggesen medregnet. Regelen var den, at store forbogstaver foruden i ægte substantiver kun kom til anvendelse i én ordklasse til, nemlig adjektivernes, dog kun, når disse umiskendeligt brugtes substantivisk (den Fremmede, Lærde, Vise; det Nye, Gode,: Sande). Hvor ordföjningen ikke absolut krævede det, fandt man intet substantivisk ved adjektiv- formen og skrev som følge deraf f. ex. „noget (intet, adskilligt) nyt, godt, sandt“, idet man, ligesom i nutidens dagspresse f. ex. „Nationaltidende“ gör det, opfattede adjektivet som vedföjet, hvad der kan være syntaxielt berettiget. Og selvfølgeligt afholdt man sig fra den senere meningsløse brug at søge noget substantivisk i sprogets rent adverbielle talemåder som på ny, fra nyt af, fra först af, for det förste, til det sidste, i det mindste, i det hele taget, på det bedste o. l. Men den væsentligste forskel mellem denne gamle skrivebrug og den senere ligger dog i brugen af de små forbogstaver. Disse kom til anvendelse, foruden i de ordklasser, hvor de endnu har hjemme, i alle stedord og talord, hvad enten de i sætningen havde en substantivisk eller adjektivisk funktion, og man skrev derfor altid f. ex. enhver, nogen,
