134
karl verner.
den ene den anden, slig, mangen med små forbogstaver. Det samme fandt sted ved en række i tale og skrift hyppigt forekommende ordformer, der ved at betyde noget påpegende eller en kvantitet viser sig at være i slægt med hine ordklasser, og som i de nyere grammatiker tildels også henregnes til disse: sådan, deslige, samme, al, alting, ingenting, adskilligt, nok, mange, flere, de fleste, de allerfleste, få, færre, de færreste, lidt (lidet), mindre, det mindste, meget, mere, det meste. Det vil af dette sés, at man ved brugen af store bogstaver i forrige århundrede vel ikke holdt sig indenfor de ægte substantivers ramme, men gik, dog kun på et enkelt punkt, udenfor denne og ikke videre, end at man beholdt nogenlunde fast grund under foden og sjældent kunde komme i tvivl om, hvor man skulde sætte stort forbogstav og hvor ikke. Sin svage side havde denne skrivebrug i vanskeligheden ved at holde de rent adverbielle ordgrupper som i det höjeste, i det mindste ud fra sådanne, hvor der i adjektivet virkeligt ligger noget substantivisk: „Englene i det Höjeste, en i det Mindste gaaende Undersøgelse“. På dette punkt var der vaklen hos de gamle forfattere, og man vil i dagspressen støde på den samme vaklen f. ex. i „Nationaltidende“, der følger denne „förguldalderlige“ skrivebrug.
Enkelte af det 18de århundredes forfattere, f. ex. Birckner, omgik sidstnævnte skær på en ret snild måde, nemlig ved at göre en distinktion mellem adjektivets substantiverede intetkönsform, der skreves med lille forbogstav (det mindste, det höjeste) og dets substantiverede fælleskönsform, der betegnedes med stort forbogstav (den Mindste, den Höjeste). Ikke blot formelt, men også i betydningen er de to grupper skarpt adskilte fra hinanden, idet den fårste indeholder lutter abstracta, der ikke kan bruges i flertal, den sidste kun
