XXII
KARL VERNER.
i København, og alligevel kunde han ikke blive færdig. Han blev der sålænge, at der kun var penge tilovers til jærnbanebilletten, men ikke til at få noget at spise for under den 25 timers lange jærnbanekörsel til Petersborg. Her blev han endnu et par måneder. Han var heller slet ikke lysten efter at komme hjem for — som han udtrykker sig — at lade Københavns universitet foretage den uundgåelige eksekution på sig. Eksamen stod for dören, og den voldte ham allerede mange bryderier. Det vilde slet ikke gå for ham med litteraturhistorien. Han havde den allerstörste lyst til i det hele at lade være med at tage eksamen. Den gav ingenting adgang til; og udsigterne for fremtiden var lige dårlige, enten han havde den eller ikke. Han var derfor nær ved at lade sig friste af det russiske undervisningsministeriums bekendtgørelse om adgang for udenlandske klassiske filologer til docentpladser ved russiske universiteter. Han meddeler C. W. Smith dette „nødråb“ og slutter: „Så kunde jeg i en ung alder drive det til at blive professor ved universitetet i Kasan“. Heldigvis kom bekendtgørelsen först, da han var i færd med at rejse hjem, så han næppe for alvor har tænkt på at søge en sådan ansættelse.
Han rejste hjem over Helsingfors, Stockholm, Gøteborg og København og var hjemme i Århus sidst i Oktober. Han tog straks igen til København „for at tage magisterkonferens i løbet af det förste fjerdingår“. Alligevel fik han först begyndt på eksamenen 8—4—1873, skönt han stadig var under stærkt pres fra familiens og Erslevs side. Under udarbejdelsen af hans store opgave døde hans moder, og hans eget helbred var ikke det bedste. Hans besvarelse blev derfor indleveret i en ret ufuldstændig form, der gav hans stærke selvkritik ny næring. Han var tilsinds at opgive det hele og havde sikkert gjort det, hvis ikke en række mænd (Erslev, Smith, Thomsen), som han satte megen pris på, havde
