XXIV
KARL VERNER.
… Men jeg har dog fremtidsplaner[1], og da hr. doktoren måske vil være så velvillig imod mig at bedömme, hvorvidt de er realisable eller ikke, vil jeg betro mig til Dem. Jeg mangler kun lumpne 600 daler. Havde jeg dem, vilde jeg tage ned til Kašuberne, der jo, i det mindste ifølge Schleicher, taler det eneste vestslaviske sprog med fri betoning. Undersøgelsen af dette er derfor aldeles nødvendig for den, der vil bearbejde den slaviske tonelære. Jeg vilde da ved avskultation i et års tid samle et materiale og disputere derover. Nu mener jeg, at en god afhandling om de danske toneforhold vil kunne afgive en målestok for min evne til også at behandle de slaviske do. Med denne udrustning vil jeg da give mig til at bombardere universitetet og regeringen med ansøgninger om rejseunderstøttelse. Prof. Erslev vil være mand for at skaffe mig 2—300 i ministeriet, og kunde jeg da få en lignende understøttelse af universitetet, så vilde jeg trøstigt kunne give mig på vejen. Jeg havde håbet at få de 600 rdl. hos min familie, men dette håb er glippet. Derimod har min broder lovet at føde mig i den tid, jeg efter hjemkomsten vil bruge til at bearbejde det samlede materiale, ligesom han også vil afholde de til en doktordisputats nødvendige udgifter.
Mit endelige livsmål er at blive biblioteksassistent, det eneste, som jeg tror at du til. Kunde jeg blive det, skulde jeg aldrig forulejlige nogen med ansøgninger om embeder eller pengeunderstøttelser. Nu da embedet ved
- ↑ Efter at han har afvist tanken om at disputere over sine danske studier, s. s. 251 fodn.
