370
karl verner.
akse. Spejlets tyngdepunkt er således beliggende, at fremspringet på bagsiden trykker ganske let på nålens øverste ende. En drejning af fonografvalsen bringer de bølgeformede indtryk i staniolet til at passere hen under nålen, der derved løftes eller sænkes og bringer vippespejlet til at afvige mere eller mindre fra det lodrette plan. Bølgelinjens lodrette afvigelser fra middellinjen omsættes altså til en vinkelbevægelse. Ved hjælp af en astronomisk kikkert 3. kan man nu, på samme måde som ved spejlgalvanoskoper, måle spejlets vinkelbevægelse og derved også nålens lodrette bevægelse d. e. bølgelinjens lodrette afvigelse fra middellinjen. For bekvemt at kunne foretage målingerne, er kikkerten anbragt så tæt ved spejlet, at iagttageren kan dreje måleskiven uden at afbryde iagttagelsen. Af samme grund er kikkerten ikke rettet lodret mod spejlet, som ved spejlgalvonoskoper, men stillet i en passende vandret vinkelafvigelse fra linjen lodret på spejlets midte. Derved opnåes, at det spejlbillede af en i længere afstand fra apparatet opstillet målestok 4., som ses i kikkerten, ikke dækkes af iagttageren. Vippespejlets bevægelsesforhold er således, at en lodret bevægelse af nålen = ½ m/m bevirker, at spejlet gör et vinkeludslag på ca. 10°. Da lysstrålens indfaldsvinkel på spejlet er = udfaldsvinklen, vil lysstrålen fra målestokken til spejlet, ligesom ved spejlgalvanoskoper, gennemløbe den dobbelte vinkel, i dette tilfælde altså 20°. Er målestokken opstillet i en vinkelret afstand af 5 meter fra midtlinjen gennem spejlets akse, og således, at dens spejlbillede ses i kikkerten, hvilket let lader sig göre i en stue af alm. dimensioner, vil man, når vippespejlet gör et totalt udslag af 10°, i kikkerten se, at spejlbilledet af målestokken løfter og sænker sig i et sådant forhold, at den vandrette tråd i kikkertens okular dækker henholdsvis nederste og øverste ende af målestokkens spejlbillede, når denne har en höjde af ca. 1,750 meter, og er ind-
