XXXIX
BIOGRAFI.
bøger og papirer, og når jeg gik ud, så søgte jeg ikke selskab med de velsindede Tydskere, men med de „schweinische Polen“! Så utroligt det lyder, udbredte det rygte sig, at jeg var en spion. Man sagde mig det lige i ansigtet, og det nyttede ikke, at jeg hertil svarede, at hvis jeg var en spion så vilde jeg dog déls sörge for at have ganske fine papirer og déls ikke søge til et sted, hvor den hele militære besætning var én gensdarm. At også den velvise magistrat délte denne naive mening, fik jeg syn for sagn på, da gensdarmen en dag mødte i min stue og oplæste en lang skrivelse fra Landrathsamtet, ifølge hvilken han skulde anstille undersøgelser om individet Werners person og papirer. Han holdt et timelangt forhør over mig angående hele mit vita ante acta (at jeg havde været i Rusland noteredes som höjst graverende), han fixerede min person og gjorde endog tilløb til at få mig „abgezogen“ for at se om der var „besondere Kennzeichen“ tilstede. Endelig gennemrodede han alle mine papirer, og da udbyttet kun blev en række uforståelige danske breve, forlangte han tydske breve, og af disse kunde jeg kun forelægge en tilståelse fra prof. Kuhn, at jeg vilde få 2 afhandl. optagne i Zeitschr., men dette gjorde sagen værre, da det jo viste sig, at jeg endog befattede mig med at „skrive i bladene“. Tilsidst erklærede han, at sagen var så meget mistænkeligere, som man — uden mit vidende! (hvor humant) — havde skrevet til politiet i København om oplysninger om mig uden til dato at have fået svar! Dagen efter kom han igen og bragte svaret fra København med anmodning til mig om at oversætte det! De kan tænke Dem min forbavselse, da
