XL
KARL VERNER.
jeg sér, at svaret kort og godt lød: „Vedkommende Person er ukjendt og Faderen forgjæves eftersøgt her i Staden“. Ved at sé efter i den tydske Skrivelse opdager jeg da, at man eftersøger en person, Carl Werner, hvis fader er „Tuchfabrikant in — Ahus in Guttland“!! Jeg skrev da en oversættelse af svaret, men tillod mig på foden af dokumentet at protestere imod, at man tillagde dette svar nogen som helst beviskraft angående min identitét, da en mildest talt — höjst uheldig redaktion havde forvansket det af mig opgivne Aarhus in Jütland til „Ahus in Guttland“. Samme dag skrev jeg til politidirektøren, der var så human öjeblikkelig at sende mig et i temmelig flotte udtryk affattet fransk pas. Også dette måtte jeg oversætte for den höje øvrighed, og det var meget heldigt, thi det hedder i passet, at jeg er „subventionné par le gouvernement Danois pour y étudier la langue Vandale“, og man kunde let have opfattet sidstnævnte udtryk som en spydighed fra det københavnske politis side. Enden på sagen blev, at øvrigheden blev til latter i den lille by, og jeg blev for en tid dagens helt. Historien er en levende illustration til den bekendte molbohistorie om den skimlede blodpølse, som fandtes bag en dragkiste, og som bønderne med fogeden i spidsen bekæmpede med høtyve og knipler.
Så snart han havde fået sin afhandling „Zur ablautsfrage“ færdig, meddeler han i et brev (4—10—1875) Vilh. Thomsen hovedindholdet af den, og tager dermed afsked med sine germanske studier: „Hermed må jeg nu afslutte mine for et halvt år siden i Århus påbegyndte spekulationer over det germaniske. Jeg er
