XLI
BIOGRAFI.
ikke af den slags mennesker, der kan have to jærn i ilden ad gangen, og som De måske vil have set af mit brev til prof. Smith [s. s. 306—22], er det kašubiske indviklet nok til at lægge beslag på alle mine kræfter“. Dermed vendte han tilbage til sit egentlige fag fra det område, hvor han stadig kun følte sig som amatør trods sit epokegørende arbejde. Som man vil se af brevet til Smith, var han allerede godt i gang med det kašubiske. Allerede i København var han trådt i forbindelse med Florjan Cenḁva — den eneste lærde Kašub. Cenḁva var læge men ofrede al den tid, han fik tilovers fra sin praksis på studiet af kašubisk, der for ham var et selvstændigt sprog, en levning af det store vendiske folks tungemål. Denne mærkelige mand — Verner sammenligner ham med Frederik Barfod —, der i 1848 havde været dömt til døden for „slavische Umtriebe“, opsøgte Verner straks efter sin ankomst til Danzig og blev af ham indført i det kašubiske. Cenḁva gennemgik udtalen med ham, gav ham oplysninger om sprogidiomets udstrækning og dialektforskelle og forsynede ham med anbefalinger til flere kašubisk interesserede læger og katolske gejstlige. Så begyndte Verner på egen hånd at drive ivrige „auskultationer“ både under sin omflakken og navnlig i Carthaus. Dialekten her lagde han til grund for sine studier, men benyttede iøvrigt enhver lejlighed til også at lære de andre at kende. Engang tog en handelsrejsende ham med som selskabsbroder, og på hjemvejen berejste han landsbyerne oppe ved Østersøens kyst. — Resultaterne af sine kašubiske studier meddelte han C. W. Smith i et par breve, der er aftrykt her s. 306—326. Det var rejsens positive udbytte. Og dermed havde han tilegnet sig sproget således, at han kunde benytte det ved en undersøgelse af slaviske kvantitets- og betoningsforhold. Og med det som grundlag nåede han allerede under sit ophold i Kašubien (s. s. 323 f.) til den opfattelse af dobbeltheden i den
