XLVII
BIOGRAFI.
hvadsomhelst. Nu sagde han ganske rolig nej til en professorpost og kunde lade en biblioteksplads gå fra sig; for under de forhold måtte de give ham subsistensmidler herhjemme (s. s. XLIII). Noget betryggende tilbud i den retning fik han ikke, og selv har han næppe gjort sig nogen umage, da han den gang som tidligere (s. s. 299) — forøvrigt vistnok uden grund — troede, at Madvig, vor „summus philologus“, var ugunstig stemt imod ham, fordi han havde opgivet den klassiske filologi[1]. Han satte så hele sit håb til Tyskland. I grunden følte han sig forpligtet over for sit fædreland, men måtte se bort derfra, da det i öjeblikket for ham drejede sig om overhovedet at kunne eksistere.
Scherer havde straks henvendt sig til de øverste biblioteksmyndigheder i Berlin og anbefalet dem Verner. I løbet af sommeren blev der tilbudt ham en plads i Halle, som han tog imod. Han tiltrådte sin nye stilling d. 1. okt. 1876. Samme år var dr. Hartwig kommen dertil som leder af biblioteket for at bringe det ind i et nyt og bedre spor. Han begyndte med en fuldstændig omkatalogisering af alle bøger. Til dette arbejde var det, Verner var blevet antaget som „hülfsarbeiter“ med 900 m. om året. Dermed havde Verner opnået et af sine höjeste ønsker. Han var bleven biblioteksmand. Han gjorde god fyldest i den stilling. Hans foresatte dr. Hartwig har i sin artikel om ham i Centralblatt für bibliothekswesen XIV S. 249—263 kun lovord om ham. Han var pligtopfyldende og interesseret og gjorde sit arbejde så mønsterværdigt, at, når katalogiseringen skulde vises fremmede professorer eller biblioteksfolk, blev de altid trukne forbi hans medarbejdere hen til hans bord, fortæller han selv. Det fremgår også deraf, at han hurtigt blev sat til at føre et slags overopsyn med de andre. De lærte snart at respektere ham trods
- ↑ Også senere hen da han ikke havde nogen personlig grund til misfornöjelse, ser han skævt til den klassiske filologi (s. s. 357).
