LXV
BIOGRAFI.
meget middelmådig arvtager efter prof. Smith, og på langt hold ikke vilde svare til de forventninger, man måtte sætte til mig. — På den anden side drager hjemmet mig til sig. Ugift og ene, som jeg lever her — jeg skyr selskab, som De måske ved —, har jeg tidt og mange gange i mit stille sind ønsket, at Halle lå i Danmark. Uagtet jeg har det så godt, som jeg kunde ønske mig, uagtet man ved velvilje lægger alt tilrette for mig, har jeg ikke kunnet værge mig imod den tanke, at jeg her er en usurpator, der med min fremmede herkomst og fremmede examen ikke har noget krav på det embede, jeg sidder inde med. Det er sikkert, at havde Deres brev indeholdt tilbud om en bibliotheksplads, så havde jeg grebet til med begge hænder uden hensyn til det pekuniære.
Som sagt, jeg er aldeles rådvild og må udbede mig en længere betænkningstid. Sagen synes jo også noget problematisk, og det lader sig under de politiske forhold derhjemme ikke beregne, hvad der kan tilstede fakultétets forslag på den lunefulde, langsommelige gang gennem rigsdagen. Men skulde planen om at beholde docentpladsen i slavisk virkelig få kød og blod, så skal jeg ikke tøve med afgörelsen, om jeg vil søge pladsen eller ikke, selv om jeg til den tid bliver nødt til at tælle på knapperne.
Hvad der end kommer ud af det hele, skal jeg altid med taknemmelighed og glæde huske, at fakultétet har tænkt på mig landflygtige.
I et brev til Wimmer (23—10—1881) er han meget betænkelig ved literaturhistorien:
