LXVI
KARL VERNER.
Deres udførlige brev af 23. f. m. vilde jeg allerede for længe siden have besvaret, hvis jeg blot kunde være nået til en afgörelse i den ene eller anden retning. Jeg kunde fuldt ud underskrive de af Dem fremhævede gode sider ved sagen: först og fremmest at jeg vilde komme tilbage til hjemmet, at jeg endvidere vilde vinde betydelig mere tid til videnskabelige sysler, og endelig — hvad jeg slet ikke havde tænkt på — at den nye stilling vilde tvinge mig ind på det arbejdsområde, hvor jeg egentligt har hjemme, medens jeg i de 5 år, jeg har været her, tildels har spildt min fritid og mine kræfter på allotria, idet bibliothekslivet i og for sig let forfører til sådant, og jeg desuden af hensyn til de folk, der bragte mig hid, var tvungen til hoveriarbejde til germanistiske tidsskrifter, der kostede mig som dilettant uforholdsmæssig möje, men hverken skaffede videnskaben noget udbytte eller mig nogen tilfredsstillelse.
Alt dette måtte jo uden betænkning bringe mig til at søge pladsen som docent i slavisk sprog og literat., når jeg ellers var den voxen, men det er det jeg mener ikke at være. For den sproglige side er jeg ikke bange; skulde jeg mangle noget i den retning, vilde jeg snart kunne indhente det. Men jeg er kun sprogmand: for den literærhist. side har jeg aldrig interesseret mig og mine kundskaber heri indskrænker sig til det, jeg erhvervede mig ved examenslæsning, og det var ikke synderligt. Jeg nedlagde også i sin tid en spagfærdig protest imod en magisterkonferens i slav. sprog og literatur, idet jeg henholdt mig til, at jeg aldrig havde haft lejlighed til at høre en forelæsning i slav.
