LXXXV
BIOGRAFI.
tværtimod sin videnskab, hvad han kunde af tid og energi, til tider måske endogså mere end hans helbred tillod. Han var kun en langsom arbejder, når han ikke fik lov til selv at optræde skabende. Enhver undtagelse, enhver uregelmæssighed er en anstødssten for hans logiske sans. Der må gives love overalt: „Nulla exceptio sine regula.“ Han egner sig kun i ringe grad til at udfylde de rammer, andre har skabt. Han danner nye rammer og bryder nye veje ved gennem sin lov at fastslå betoningens rolle i sprogudviklingen. Alt ordnes og bringes i sammenhæng af hans klare, skarpe forstand, der er som skabt til at klare vanskeligheder og rydde hindringer af vejen. Tager han först fat på et spörsmål, må det behandles tilbunds. Således kommer han fra den slaviske betoning til dansk stød, derfra til den nordiske sangtone og ender i den indoeur. accentuation. Efter den afstikker tager han atter fat på sit egentlige fag: det slaviske. Men også her må enhver krog udforskes for at levere bygningsmateriale til hans opfattelse af den slaviske betoning; derfor må han til Kašubien og havner til syvende og sidst i polabiske håndskrifter. Verner er ikke tilfreds, för han lige fra grunden af har tömret en logisk bygning op, der helt igennem hviler på fakta helst hentede fra det levende sprog. Ja, egentlig burde man vist ikke vove sig uden for sit eget modersmål. Og han ser en stor opgave for videnskaben i at kunne overlevere det, som det virkelig blev talt, til efterverdenen. Han ved, hvor mangelfuld den tidligere overlevering har været. Men ikke engang ved det levende sprog standser hans videnskabelige skepsis. Vor opfattelse af det er for usikker og subjektiv. Allerede som student ovre i Rusland ofrer han et par sider i et brev til C. W. Smith (s. s. 180—181) på at berolige sin samvittighed i så henseende. Han slår sig da til tåls med den menneskelige naturs ufuldkommenhed. Det er ham ikke nok senere hen. Man må nå til et objektivt
