LXXXVI
KARL VERNER.
grundlag; lydene må laves om, så man kan tage og føle på dem. Derpå ofrede han sine sidste års arbejde. Han sad inde med den rette videnskabelige skepsis, der tager alt, selv det, der i almindelighed tages for givet, op til behandling. Her ligger et par af grundene til, at hans produktion blev så lille. Han måtte have alt med, og det nåede han aldrig; og blev han endelig engang færdig, som ved sin berömte afhandling, må han have hjælp udefra for at få bugt med sin skepsis. Han ved det meget godt selv allerede som ung: „Jeg hører til de ulykkelige, som naturen har givet altfor meget af det gode, man kalder selvkritik; det har og vil rimeligvis hele livet igennem vedblive at hæmme min optræden såvel på, salongulvet som på papiret.“
Nydelsen lå for ham ikke i resultaterne og endnu mindre i at få dem frem for offentligheden, men i selve forskningsprocessen. Han betegner sig selv som „Epikuräer des Erkennens“. Han nød, mens han arbejdede, og gik op i sit arbejde med en iver, der satte alle andre hensyn til side. Og det synes næsten, som han först rigtig nød, når han havde lejlighed til, efterhånden som han arbejdede sig ind i en opgave, at meddele sig til en god ven og drøfte sagen med ham, helst mundtlig, synes det, — derfor klager han over mangel på videnskabelig omgang særlig i Århus og tildels i Halle — i mangel deraf ved brev — derfor hans mange videnskabelige breve. I de förste år var det hans lærer C. W. Smith, han diskuterede slaviske betoningsspørsmål med i en helt igennem kammeratlig tone. Senere er det Hoffory, „dessen sprachwissenschaftlicher Amyntor ich seit seinem 12ten Jahre gewesen bin“. De var begge fra Århus og var gennem mange år venner, der førte en til tider meget livlig brevveksling i de frieste former. Lidt anderledes er forholdet over for Vilh. Thomsen. Til ham skriver Verner mere for at høre en autoritets mening om sine tanker. Han siger det selv,
