LXXXVIII
KARL VERNER.
Hoffory. Senere er det Leipzigerfilologerne, han drøfter videnskabelige problemer med, både mundtlig og skriftlig. For maskinens vedkommende er det navnlig broderen Rudolf og tildels forstander Forchhammer, der må holde for. Som prof. har han desuden sine tilhørere og elever at meddele sig til. I en sådan diskussion er han selvsikker nok. Han ved meget godt, når han har ført beviser, der ikke lader sig rokke. Noget andet er, at resultaterne undertiden bliver så enkle, at han knap kan tro på dem. Men dermed er han færdig med sagen. Hans personlige interesse deraf er mættet, og han er straks igang med at arbejde videre på grundlag af de nyvundne resultater At bringe dem på papiret og få. dem offentliggjort er for ham at göre et gjort arbejde om igen, et stykke håndværksarbejde, som han lader ligge, hvis han ikke føler sig forpligtet over for folk, der venter det af ham. Lysten til at producere kommer nok over ham engang imellem; og han udkaster i en fart store planer som ved sine danske studier (s. s. 205 f.) eller da han i Halle sætter sig for at göre sit slaviske arbejde færdigt (s. s. LXI); men det bliver af de ovenanførte grunde ved planerne. At få noget frem af ærgærrighed, for at vinde et navn, falder ham aldrig ind. Og alligevel var han ikke uimodtagelig for al den anerkendelse, der siden blev ham til del. Han satte sikkert pris på den. Blot han ser sit navn i avisen eller får et „bierkarte“ fra en tysk „seminarkneipe“, beretter han det udførligt med en vis tilfredshed i sine breve.
Verner vilde have levet uden at hans genialitet og arbejde var kommen omverdenen til gode, havde han ikke været i besiddelse af en stærkt udviklet pligtfølelse. Det er tildels af pligtfølelse over for familien, han halvsulter som student. Det er af samme grund, han under Århusopholdet må skrive noget. Det er af
