Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LXXXIX

BIOGRAFI

ren og skær pligt, han senere i Tyskland skriver anmældelser. Noget lignende ligger bag ved udarbejdelsen af hans andre arbejder. Han føler sig i sommeren 1875 forpligtet over for Vilh. Thomsen til at få sine afhandlinger færdige. Det samme går igen ved „Store og små bogstaver“. Da han först har ladet en ytring falde om, at han kunde have lyst til at svare på Reckes pjæse, og man glad tager mod tilbudet, fordi man håber, at hans autoritet skal komme til at betyde noget i striden, føler han sig bunden over for disse mennesker og gör arbejdet færdigt. Et lignende forhold har han for sit slaviske arbejdes vedkommende følt sig i over for Leipzigerfilologerne navnlig Leskien (s. s. LXIII). Som den af staten lönnede „konsulent“, har han følt sig forpligtet til at skrive artikler om slaviske æmner i Salmonsens konversationsleksikon, når man ikke kunde få andre til det. Hans berömmelse blev ham også en art forpligtelse. Man mærker det på hans ytringer om sit slaviske arbejde (s. s. LXI). At han aldrig fik den indfriet, nagede og trykkede ham en del i hans sidste år. Af hensyn til sin navnkundighed vilde han af selvstændigt arbejde kun yde noget nyt og banebrydende. Det var ham umuligt, da hans samvittighedsfuldhed og skepsis trak arbejdet ud for ham, så andre regelmæssigt kom ham i forkøbet.

Denne pligtfølelse kom endnu stærkere frem hos ham i hans borgerlige livsstillinger som bibliotekar og docent. Han nöjes ikke med at holde sig tjenestereglementet efterrettelig. Han danner sig sin egen opfattelse af sin pligt. Og det er ikke små fordringer, han stiller til sig selv, navnlig som docent (s. s. LXIX). Og over for tjenestens bud viger ethvert andet hensyn: hans eget videnskabelige arbejde må vente, og helbredet skal slå til, enten det kan eller ikke. Og selvom han havde trukket grænserne for hvad han burde overordentlig vide,