Side:Karl Verner - Afhandlinger og breve.djvu/99

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XC

KARL VERNER.

slog det endda ikke til, de måtte udvides. Således har han næppe tænkt sig, at hans konsulentvirksomhed i slavisk skulde komme til at sluge så meget af hans tid, som den gjorde; men han kunde ikke sige nej; og det puds spillede hans gode hjerte og personlige elskværdighed ham mange gange. I Halle skaffede hans overordnede ham en og anden bibeskæftigelse. Han tog imod og takkede, skönt indtægten, han havde deraf, var uvæsenlig, og tiden til egen videnskabelig forskning var ham ringe nok tilmålt i forvejen. Men til at hjælpe og göre andre tjenester havde Verner altid tid og råd. Det er umuligt at opregne alle de tilfælde, hvor han har hjulpet kollegaer og elever videnskabeligt. Hvor hjælpsom han var over for fattige, viser bedst Wilken's ord: „Hans hjerte var blødt over for menneskelig nød. Det hændte ikke så sjældent, at èn, der bad om 10 øre, fik 2 eller 5 kr., fordi den höje, noget tunghøre mand stod og stirrede på dem, og når de så fandt sig foranlediget til nærmere at begrunde deres trang og talte noget om en dyne, der skulde løses hjem, måtte der ydes noget klækkeligt, når opgaven skulde løses.“ Denne hjælpsomhed blev tit udnyttet til dristige plattenslagerier. Verner morede sig kun derover. Det var svamp på samfundet og hørte som sådan med til livets fænomener og kunde göres til genstand for videnskabelig betragtning.

Verners stærke pligtfølelse og udprægede elskværdighed gjorde ham altfor let afhængig af sine omgivelser. Han manglede som modvægt derimod en sikker overbevisning om sit eget værd for videnskaben. Han forstod meget godt, hvad hans „lov“ betød; men i sin uendelige beskedenhed var han aldeles sikker på, at enhver anden med samme forudsætninger ligeså godt kunde have gjort denne opdagelse. Sin egen videnskabelige individualitet regnede han ikke med, men lod tilfældet skalte og valte med den efter behag. Lever