98
KONGENS FALD
deri. Otte Iversen afbrød imidlertid Læsningen og gik hen til en Dør og kaldte. En gammel Karl bragte Kødmad ind paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og der hørtes ingen Lyd af levende i Huset.
Da Otte Iversen havde læst Brevet, tappede han selv Øl til den fremmede af et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at høre Tidender udefra. Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne … han blev opstemt af Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen, den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.
Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?
Jo, ikke saa meget fejl.
Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel, idet han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.
Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden, det hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.
Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel, hvad han var for en.
Nu ventede Axel lidt med at svare.
Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland.
Naa saa.
Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. — Den Dag da jeg fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som jeg skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi spaserede, og indestod med
