Side:Kongens Fald.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

146

KONGENS FALD


Men nu var hans gale Tilskyndelse allerede bleven til sund Beslutning, han red jævnt til og saa Tingen an. Vel, han agtede sig paa en Rejse til Danmark for at besøge Kirsten, hans Kæreste fra i Fjor.

Om Aftenen var Axel tyve Mil borte fra Stokholm. Han tog ind i en Kro og satte sig for sig selv i Stuen. Der var mange Bønder tilstede. Talen var om Gustav Eriksen Vasa, men Axel hørte ikke efter. Man henvendte sig høfligt til ham og vilde spørge nyt fra Stokholm, men Axel fortalte dem ikke mange Tidender. For Resten tog de Afstand fra ham, da de hørte, han var dansk. Axel vilde ikke tale, han tænkte paa Sigrid.

Selvsamme Dags Morgen — der laa nu tyve Vejmil, flere Herreder imellem, Skove og Byer i Sne; og der laa en Sindsforandring imellem, Tingenes Ansigt var kommen til at vende Profilen til — samme Dags Morgen havde Axel kysset Sigrid. Han var staaet først op og vilde ud, men hun syntes, det var saa koldt. Da han kyssede hende, havde hun vovet de hvide Arme ud af Dynerne for at tage ham om Halsen. Hun var forunderlig klejn og hvid. Og da Axel kom ud i Luften, havde han maattet kaste sig paa sin Hest og ride, saa det peb, for at bedøve sin Lykke.

Saaledes var det gaaet til. Om saa og saa mange Dage, naar han havde redet Vejen, der skilte imellem, skulde han se Kirsten! Han glædede sig, han vred sine Fingre knagende i hinanden ved Tanken. Kirsten. O du Kirsten!

Det var som saa han Gaarden deroppe paa Brinken med den skæve Abild hældende over Taget. De bitre Søer gik vel endnu ind paa Sandet nedenfor som den Martsdag, han sidst vendte sig og saa det fra Hesteryggen.

Axel sov godt den Nat i Kroen. Men en Gang vaagnede han pludselig, Kirstens Ansigt havde været lige over hans, hendes Læber ikke en Tomme fra hans Mund. Sigrid! hviskede han og sov.