147
I URSKOVEN
Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger, stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus, Sne og Sten strømmede under ham. De sneede Agre vekslede i Solskinnet, en sjælden Gang saas en rød Bjælkehytte; store rimede Klipper ragede op af Jorden som Pandeskaller af begravne Riser. Han susede gennem Granskov, han straalede ind i enge Pas og ud igen. Og han sang. Det var som ludede han sig ud over en ædende Kværn og lod sin Sang forsvinde som en tynd Kornstraale ned i Larmens Tykning.
Om otte, om ti Dage … pludselig holdt Axel ikke længere ud at ride mod Vest, naar han skulde sønderpaa. Hvorfor følge Vejen, det maatte være nærmere at rejse tværspaa, og han kastede Hesten fra Vejen og red ud i det vejløse Skovland.
Han red hele Dagen. Men mod Aften begyndte Landet at stige og blive stenet. Gamle vildtudseende Fyrretræer ludede fra Klippeblokkene, Smaakrat fyldte op derimellem, overalt laa Sne; Axel maatte staa af og lede Hesten. Det var ikke opmuntrende, han kom kun meget smaat frem. Da Mørket næsten var falden paa, naaede han ind i en smal og øde Kløft, der dog var saa jævn, at han kunde ride langs Bunden, han fulgte den til langt ud paa Natten. Saa slap Kløften op, og Axel maatte trække sin Hest videre ind i den tykke Skov, Skridt for Skridt. Det gik stadig opad, Træerne stod tættere og tættere.
Natten var fuldstændig stille, Træerne sov i Frosten, ikke en Lyd hørtes. Axel tænkte ikke over Stillingens Mislighed just. To Døgn var gaaet over ham, og det var bleven hans Skæbne at trække sin Hest efter sig i en haabløs Skov om Natten og i bidende Kulde; hans Liv var nu saadan.
