155
KAPSLEN
det trak op til Krig og Rebellion paa alle Kanter, fra alle fire Verdenshjørner. Christiern, den store Konge, var ved at sætte sine Riger overstyr.
Hør nu her, hvordan det traf. Mikkel Thøgersen var paa Rejse i Jylland for Kongen. Han kom fra Thy og havde sidst været paa Spøttrup i Salling, da han fik i Sinde at gøre en Afstikker til sin Hjemegn, nu han var den saa nær. Det var ikke vist, han kom paa den Kant igen for det første, maaske aldrig, Mikkel havde faaet Løfte paa Orlov af Kongen, han agtede sig ad Aare som Pilgrim til det hellige Land.
I en Kro i Salling ikke langt fra Hvalpsund spurgte Mikkel underligt nyt. Værten berettede hist op og her ned om et mageløst Gilde, der stod en Fjerdingvej oppe ad Kysten i Byen Kvorne. Det var begyndt Dagen før, og det kom vist til at vare baade en og to Dage til, endda det kun var et Fæsteøl. En sære Historie, for Fæstemanden skulde nok have Penge som Skidt, han hed Axel og lod til at være af fornem Stand. Iøvrigt var han Officer, men hvor han egentlig kom fra, vidste ingen. Man fortalte om samme Axel, at han ejede en uhyre Skat, ialtfald var han mødt op som en Hertug i Klæderne. Men Bruden var heller ikke nøgen, det var Inger, Datter til den rige Steffen i Kvorne. Ja nu var de trolovede. De holdt Gilde paa Gaarden, saa man kunde høre det halve Mile hen.
Saaledes fortalte Værten, og Mikkel Thøgersen hørte efter, han var en taknemlig Tilhører. Han spurgte selv ud og fik at vide, at Steffens Kone hed Ane Mette. Ane Mette … om hende gik der nok en Historie. Inger var ikke Steffens Datter. Men Ane Mette havde været Steffen en Hustru nu i over tyve Aar og havde ægte Børn med ham, saa det var næsten glemt. Der var forresten ingen, der vidste klar Besked; nogle sagde, at Ane Mette var bleven bortført og krænket af en Student i sin Ungdom.
Studenten var Mikkel Thøgersen. Ingen skulde se det paa