159
KAPSLEN
følte sin Svaghed stige i samme Forhold som han svor at handle. Han var en Afmagt nær, ligesom et Menneske, der ikke kan faa sagt, at han elsker, og vil sige det. Alt vel betragtet var det kun en kold Sag; men Mikkel tøvede for sin egen Fornøjelses Skyld, for sin Pinsels Skyld. Han var ydmyget til Grunden, sanseløs, hans Hjærte sved. Han gik under Følelsen af alle Tings Sammensværgelse mod ham alene. Tilsidst formørkedes han og kunde dog ikke bekvemme sig til Mørkets Gerning. Indtil det Øjeblik kom, da det var som om et andet Væsen end han selv handlede.
Det gik saaledes til, at Mikkel pludselig ravede og stod stille, han stirrede paa Axel. Axel holdt op at fortælle. Saa drog Mikkel sit lange Tohaandssværd og gik ind paa Axel, der var ubevæbnet; han fejede underlig hjælpeløst frem for sig med Klingen som et Barn, der er ude af sig selv. Men da Axel fik et Slag, ramte det haardt for Alvor. Axel sagde ikke et Ord, han saa efter Sværdet, søgte at hytte sig med Armene, han greb med Haanden efter Klingen, da fik han et Hug i Knæet. Det sang ham op gennem alle Knogler, hans Nakke dansede paa Halsbenet, og han segnede til Jorden.
Mikkel førte langsomt Sværdet i Skeden. Han strøg sit Skæg og tænkte sig om. Saa bøjede han sig ned og stak Haanden ind ved Axels Halslinning, søgte rundt paa det varme Bryst, til han fandt Hornkapslen. Den tog han og gik nogle Skridt bort, før han aabnede den.
Kapslen var tom, og da Mikkel havde gjort sig klar over det, smed han den fra sig i Lyngen og satte i fuldt Løb frem ad Vejen.
