HJEMFALDEN
Axel kom til sig selv nogle Timer efter. Han kunde ikke støtte paa Benet og led stærke Smærter, han slæbte sig en halv Snes Skridt frem ad Vejen, saa satte han sig i et Hjulspor og ventede, trak Vejret saa stille og ventede. Han havde saa ondt i Hovedet, at han næsten ikke kunde se ud af Øjnene. Knæet værkede, han turde længe ikke se til det. Endelig løste han rask for Tøjet og undersøgte, hvad han havde faaet. Der var kun et ringe blaat Hug paa Ydersiden af Knæet, det blødte ikke en Gang; men Leddet var opsvulmet og ulidelig ømt.
Det led mod Aften. Fuglene fløjtede mod den nedgaaende Sol. En sagte Blæst aandede ude fra Heden. Lige ved Siden af Axel stod en Rævlingbusk med Bær, men de var haarde og umodne.
Langt borte hørte han en knirkende Vogn, den kom fra Færgestedet. Det var en Studebefordring; det gik smaat med den, usigelig smaat. Men endelig kom den saa nær, at Axel kunde hvøvte Manden til sig. Han bad ham ikke om at blive kørt til Færgestedet, han spurgte ham om den nærmeste Kro østerefter, og da Graabølle Herberge var det nærmeste, lod han sig køre dertil. Det var mod Natten, da han kom til Maalet, og skønt Axel havde ligget temmelig blødt i et stort Knippe Lyng, var han i en ussel Forfatning.
Han blev bragt tilsengs i Herbergets eneste Gæstekammer, og der faldt han hen i en Slummer.
Da Axel vaagnede om Morgenen og saa det hvide Gry paa
