167
DEN DANSKE DØD
var det aldrig faldet ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde dø bekymrede det ham ikke, at det var væk.
Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var gaaet.
Axel tænkte ustanseligt paa Inger nu. Havde de glemt ham? De kom ikke. Han havde jo ikke sendt noget Bud, men han troede i Stilhed, de skulde fundet ham alligevel. For noget siden vilde han ikke have set hende, men nu … hvorfor havde de ikke fundet ham? Mikkel havde dog kunnet finde ham! Hvorfor saa han ingen af dem? Det græd i hans Bryst. Han sad ganske stille. Der var ingen Lindring, han kunde ikke en Gang gøre en Synkebevægelse for at hjælpe sit svidende Bryst. Hans Svælg var tørret ud.
Hen paa Eftermiddagen vaagnede Axel i Følelsen af
Smærtefrihed!
Ja. Han blev saa taknemlig, at han rødmede. Smærterne blev ved ikke at være der! Han mærkede Forløsningen uafbrudt og kunde ikke bare sig for indre Lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og opløstes vidunderlig smærtefrit. Nu og da hoppede Hjærtet tyst i Livet paa ham som et træt Barn, der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende.
Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han mindedes før og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt. Erindringssmærten havde forladt ham. Det var ikke bittert at dø. Det er ikke saa haardt, siden man kan dø, inden man er død.
Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at haard Behandling, Prygl smagte ham bedre end Ven-
