227
CAROLUS
savnet, kær Ven. Mikkel tog dog ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus, han søgte. Det var kun et Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun et Par Lemme højt oppe. Over Dørkammen hang et irret Messingbækken. Døren var laaset, Mikkel tog Hammeren og lod den falde.
Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hørte han Skridt indenfor, og en Nøgle blev stukken i Døren. I det samme mindedes Mikkel sært nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket ind ad Nøglehullet i St. Nicolaj Kirke i København. Døren gik op paa Klem, og Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.
Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.
Ja, min Herre, hviskede det blødt.
De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig. Men Zacharias havde næppe hørt Kongen nævne, før han med solemne Fagter aabnede Døren helt.
Kom ind, kom ind, raabte han kvækkende. Ah saa! Min kære Ven!
Mikkel traadte over Tærskelen, og Zacharias laasede Døren igen. De stod i Mørke. Zacharias slog Ild og tændte en Spaan og førte an hen til Stigen.
Følg efter mig. Der er lysere ovenpaa.
De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men der var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle Fuglehamme hænge under Loftet, paa Gulvet flød Bøger og gamle Klæder. Der stod en Globus paa Bordet mellem en Mængde støvede Papirer. Rundt paa Væghylderne skimtedes Flasker i alle Størrelser. Der var en grim doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.
Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjærtelig. Kom dog til Sæde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lærde! — Dog det er ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!
