Side:Kongens Fald.djvu/32

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

FORAARS SMÆRTE

Alt hvad Mikkel Thøgersen vidste om Susanna var, at hun hørte til i Huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter. Navnet havde været ham bekendt, længe førend han opdagede hende derinde i Haven, det stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne tilligemed sjofle Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og blev slettet ud ligesaa rask. Mikkel saa en Dag den gamle Jøde komme hjem, og før han gik ind ad sin Dør, lod han Øjnene løbe over Hjørnet af Huset — den Gang var der dog ingenting.

Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to Gange. Sidenefter turde han ikke opholde sig saa længe oftere. Han plejede at gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede Gange ved Middags- og Aftenstid.

Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre. I Hjørnet ud mod Gaden stod en mægtig Hyld, tæt som et Tag, Mikkel havde en Anelse om, at den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag Løvet. Maaske sad Susanna gemt derinde og kiggede ud — Mikkel holdt ikke rigtig