MIKKEL SYNKER
Graveren kom op paa Kirkegaarden ved Middagstid og saa det lange ubevægelige Legeme derhenne i Ukrudtet. Han gik derhen i den Tro, at det var en død; men Manden sov kun, Øjenlaagene zitrede lige mod Solen.
Mikkel drømte, at han steg op ad et stort stejlt Bjærg, han vadede alendybt i den løse Sne. Men da han var kommen op paa Toppen, satte han sig ned, nu kunde han ikke mere. Højt over hans Hoved gik Stien skraat ned til venstre; for at komme blot dette Stykke højere op, maatte han en lang Omvej, helt rundt om Bjærget. Han havde opgivet det, han sad plantet med begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien ovenover ham stod i en Brand af Snefog, al Bjærgets frostfine Sne var oprørt til Bunden. Ned langs Stien kom en lang Række unge Piger i sorte Kaaber, og mens de under megen grusom Munterhed fægtede sig frem i de stejlende Snehvirvler, fløj Kaaberne nu og da tilside, deres Legemer var ganske skoldrøde af Kulde. De blev ved at komme ned fra Bjærget i en uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna, og dog var ingen af dem hende.
Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drømmen tydeligt og foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme Susanna nærmere, skønt han følte, at hun var hans Skæbne. Mig vil det nok gaa galt, tænkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over ham, og dog havde