35
MIKKEL SYNKER
han spaaet sig selv større Lyksalighed end de fleste andre Mennesker. Og pludselig faldt det paa ham som et dunkelt sørgeligt Fremsyn, at han vilde komme til at dø for egen Haand.
Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen.
Nu i Sommertiden stod den mestenstid fuld af Taage, saa at
man ikke kunde se Aadslerne dernede. Ved den Kant, der laa
nærmest Vejen, havde Rakkeren rejst en Stage med
Hovedskallen af en Hest for at vise Folk fra at falde derned. Mikkel gik
tit forbi — han opholdt sig helst paa Kirkegaarden eller ved
Retterstedet, hvor han kunde være i Fred for Folk. Lidt efter
lidt kom Mikkel til at føle en besynderlig Venlighed for
Hestehovedet der paa Stagen; det var, som vidste han noget tilfælles
med det døde, afmægtige Hovedben. Kraniet gabede vidt som
en stadig, lydløs Vrinsken fra Helvede, Øjenhulerne gloede,
Tændernes Blottelse manede om den evige Varme hos Satan —
selv Næsen vilde den stikke med i sin benede Ondskab. Men
Mikkel var hemmelig til Vens med den.
En Aften traf Mikkel Rakkeren ifærd med at flaa en selvdød Helmis. Han gav sig i Snak med ham, men Jerck vilde længe ikke tage Notits af ham. Det var en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin Hytte. Men den Aften spiste Mikkel Hestekød ved Rakkerens Bord. Siden sluttede han sig til ham en sjælden Gang og hjalp ham ved Bestillingen. Natmanden havde en vis indesluttet Forstandighed i sit Væsen, Mikkel regnede ham for sin Ven.
En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende længe med Kniven i Haanden i dybe Tanker.
Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og kunde ikke leve — derhjemme paa Egnen. Anders Graa undte sig selv at aflive den, han skød den en Armbrøstbolt i Stjærnen, og i samme Nu hug den Tænderne i Sneen. Jorden tog Hovedet først, og saa drev Kroppen bagefter, idet
