Side:Kongens Fald.djvu/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

39

OTTE IVERSENS FALD


kommen ham for nær. Et Par vrede Ord fulgte med. Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det ømme af Rygbenet. Han gik et Par Skridt — det var maaske et godt Varsel for det, han havde i Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe i Foden og rev ham voldsomt ned, saa han kom til at hænge i Skrævet paa en Stavre af Rækværket, gav et højt Skrig og besvimede. Mikkel tog tilbens om et Hjørne.

Ah — sa … se til ham! lød det fra den anden Side Gaden — da skal! — høje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han løb og løb, og han stansede ikke, før han med et Hop var over Diget og inde paa Kirkegaarden. Her lagde han sig forpustet i Leje mellem Gravene.

Det var ikke videre mørkt endnu, Mikkel tænkte foreløbig kun paa det Pølseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med det. Mikkel havde ikke før været paa Kirkegaarden i Mørke, det var om Dagen, han sov der. Han blev aarvaagen, efterhaands som Mørket tiltog, han saa sig om og begyndte snart at skælve af Ophidselse — rask lagde han sig ned og stak Hovedet i Ly af det høje Græs.

Da han havde ligget noget, hørte han en knistende Lyd — nu stod Satan bøjet over ham og lo. Mikkel saa vildt i Vejret, der var ingenting.

Kirken ragede sort og usalig op mod Himlen, utydelig som en Klump fortættet Mørke. Mikkel rystede af Rædsel, han satte sig op og paakaldte ufrivilligt den Onde, han bandede rasende — i hede Helvedes Navn! Der laa Gravene tavse og mætte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa Fortrolighed i Mørket — alt det ildesindede, der er usynligt og som triumferende lader være at vise sig, svævede i Nærheden og blæste efter Mikkel. Han bævede, han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn i sin Hede.

Mikkel tvang sig til at se i en og samme Retning i længere Tid, fristet af sin Dødsangst til at blotte sig og give Helvede