Side:Kongens Fald.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

40

KONGENS FALD


frit Spil bagved. Naar han nu vendte sig, stod der en led Abe lydløst groet op af Jorden — han vendte sig bragt til det yderste af Banghed, men der var ingenting. Tænderne klamrede i hans Mund. Men den vilde komme, han vilde ligge under Dyret og værge sig forgæves. Ingen Forklaringer, ikke et Ord, men Dyret hæver sin laadne Haand op over hans Hoved, spiler to Fingre fra hinanden og sigter — Mikkel faar Tid til at tænke efter, om der dog ikke gives noget Middel mod denne hadefulde Magt, dette Fingerpar, der sigter paa hans Øjne — Ah nej! Ah! Den Onde begraver begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel paa sine Knæ og knejser op — Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans Øjne.

Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! — og han var mere angst end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab. Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel. Alle Korsene stod mageligt stille som en Kapital af Skræk og Forbandelse, der er sat paa Rente og Renters Rente, selve den mørke Luft hvilede sit Indhold af giftig Spot om ham, Mørket gik bagfra og stak ham. Intet gav sig tilkende, den stille Grusomhed vilde ikke give ham Naadestødet.

Ja ja, i Djævelens Skind og Ben, Mikkel lagde sig ned og svor at faa Ro paa sig. Han følte ind paa Brystet, om Seddelen var der. — Men allerede nu havde Tvivlen faaet Overhaand. — Mikkel var af Natur en Hedning; det eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem Tiden var Ederne — mon det betød noget det hele?

Men bange var han, knuget af Bævelse, han laa de Timer inden Midnat og blev febersyg af Skræk. Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa han paa Stedet maatte føje Naturen.

Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én,