71
HÆVNEN
Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet dybt ned i Hænderne og græd.
Mørket faldt paa, Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere, Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.
Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire—fem Timer.
Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og saa op paa ham.
Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske træt af Graad.
Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste Møje.
Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg. Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og viede ham til Ulykke.
Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til nogen af Siderne mere.
