GENGÆLDELSEN
Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib fortøjede ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven lagt ind, gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav sig straks op i Byen.
En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med ham. Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden. Krigen i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og Fordel. Saa havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.
Mens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af at være naaet saa langt — der laa alle Huse og alting som for et Fjerdingaar siden — lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe, der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren. Da saa han Hovedet af sin Hest, to Mænd kom med den og søgte at lokke den ud paa Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte Iversen vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu høfligt bøjet foran ham.
Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det bekræftet, forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nærmede sig tæt og sagde med lav Stemme:
Es sind drei Monaten her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten hereinbrach und meine Tochter entehrte — Sie also sind es gewesen, ja ich seh' es schon …
