Side:Kongens Fald.djvu/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

73

GENGÆLDELSEN


Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte Ordene:

Verflucht sollst du sein auf Erden, hörest du mich — ruhelos, schlaflos, dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen, verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen Vater og deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr — Unglüch iiber dich! Hinwelken sollst du wie ein raüdiger Hund, und dein Leichnam soll aus den Löchern deines Sarges triefen. Unglüch!

Den gamle Mand vendte Hviden ud af Øjnene, han hævede sine brune Kraller forbandende i Vejret.

Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede Stigbøjlen og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han ud gennem Vesterport.

Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede Benene om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød. Luften tordnede forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den slet ikke komme til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde, var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftenstid red gennem Sorø Skove, opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud. — Først i Korsør stod han af Hesten og søgte Herberge, da var det bælgmørkt.

Næste Morgen vaagnede Otte Iversen — Ane Mette! sagde han for sig selv og sprang ud af Sengen. En halv Time efter