75
GENGÆLDELSEN
og Portene var lukket, men han red udenom Byen, svømmede Hesten over Aaen og rejste videre.
Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mærkede han pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens Hals rejst, men dens Øjne var allerede brustne. Den gav et Par Spjæt med de lange haarede Skanker og døde lige saa tavs, som den havde galopperet, stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte Iversen tog Seletøjet af det døde Dyr og gik til den nærmeste By.
Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte sig gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i bart Hoved.
Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?
Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et tvivlraadigt Blik — mere, tilføjede han.
Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?
Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev graa og svag i Trækkene — han tav bestyrtet.
Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.
Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som det var.
Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København. Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa tænkte jeg, de kunne være dreven til Salling.
