Kostgængeren.
Lystspil i een Act af Scribe; oversat af J. L. Heiberg.
Personerne:
| Guillaume, Klædekræmmer | Hr. Foersom. |
| Madame Guillaume, hans Kone | Jfr. Jørgensen. |
| Josephine, deres Datter | Mad. Larcher. |
| Marie, deres Kokkepige | — Winsløw. |
| Oscar, en ung Modehandlersvend | Hr. Phister. |
| Alexander Floquet, Hans Ven | — Holst. |
| Madame Jocard, boende tilleie hos Guillaume | Mad. Kongsted. |
(Handlingen foregaaer i Guillaumes Huus, i Saint-Denis-Gaden i Paris.)
(Skuepladsen forestiller et borgerligt Værelse, med en Dør i Baggrunden og en anden paa Siden. I Forgrunden paa den ene Side en Kamin, paa den anden et Vindue.)
Første Scene.
Guillaume (staaer med sin Regnskabsbog i Haanden.) Madame Guillaume (sidder ved et Bord og skriver.) Josephine (sidder paa den modsatte Side, og øver sig paa en Guitar.)
Guillaume (til sin Kone.) Men hvorledes er det muligt? har Du i den sidste Maaned givet 300 Francs ud?
Mad. Guillaume. Som jeg siger. Og da jeg nu ikke har faaet meer end 210 Francs og 10 Skilling, saa skylder Du mig accurat 89 Francs og 10 Skilling.
Guillaume. Det er alt for galt! I en Huusholdning, som vor, at bruge 300 Francs om Maaneden, og det blot til Mad og Drikke! Er det passende for en simpel Klædekræmmer? Der maa spares! spares maa der!
Josephine (syngende til Guitaren.)
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale —
(Hun standser, seer i Noderne, og over sig paa Accompagnementet til denne Linie, meget langsomt, og under idelige Afbrydelser og Rettelser.)
Mad. Guillaume. Ja, der har vi det! Du taler aldrig om andet end om Besparelser; ligesom Du ikke allerede havde knebet paa Alting. See, der er nu vor Datter Josephine, som har et afgjort Talent til Musik, men Du har ladet hende lære Guitar, fordi en Guitar er bedre Kjøb end et Fortepiano. Men det er meget slet beregnet: et Fortepiano vilde have kostet Dig 1400 Francs, men saa kunde Du maaskee have svaret Medgiften, naar vor Datter engang faaer en Mand, thi en Pige, som er musikalsk, hende tager man gjerne uden Medgift. Du kan spørge hvem Du vil; saa skal Du høre.
Josephine. Ja det skulde vist ikke have Vanskelighed; og dersom Papa endnu vilde, saa kunde det nok...
Mad. Guillaume (til Josephine.) Vil Du bare passe Dig selv. (Til Guillaume.) Og ovenikjøbet et Barn, som har saadanne naturlige Anlæg!
Josephine (syngende som før.)
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale —
(Standser, og øver sig paa samme Maade som før.)
Guillaume. Det var bedre, Du bad hende om at holde op. Hun sidder der og klimprer mig Ørerne fulde, og forstyrrer mig i mine Regnskaber. Hvad Djævelen behøver en Borgermands Datter at synge Opera-Arier? I et halvt Aar har hun nu havt Musiklærer; men hvad har hun lært for mine Penge? hun synger falsk, og kan ikke holde Tact! hun kunde jo have bragt det ligesaavidt, og for bedre Kjøb, ifald vi havde ladet hendes naturlige Anlæg skjøtte sig selv.
Josephine (som før.)
Jeg stod hos ham i gyldne Keisersale —
Guillaume (til Josephine.) Aa saa hold dog op engang! lad det nu være nok med Musiken, og gaae hellere ind paa Dit Værelse og strik paa mine Strømper, som Du begyndte paa i forrige Vinter; det er mere til Nytte, og det gjør heller ikke saa megen Støi.
Josephine (afsides.) Det er rigtignok behageligt, at skulle strikke Strømper til sin Fader! Det bedste er, at naar man strikker kan man tænke paa hvad man vil.... og paa hvem man vil. (Gaaer.)
Anden Scene.
Guillaume. Mad. Guillaume.
Guillaume. Men er det da ikke muligt at indskrænke vore Huusholdnings-Udgifter? Hvad mener Du, Kone, om jeg afkortede noget i dine Naalepenge?
Mad. Guillaume. Paa ingen Maade! Jeg kan ikke komme ud af det med det, jeg har, og vilde netop bede Dig om at lægge noget til. Naar man vil gjøre Indskrænkninger, maa det ikke være i det som er nyttigt.
Guillaume. Ja ja! Saa kunde vi maaskee skille os ved Germon, Boutikdrengen, som vi bruge til Tjener om Søndagen; saa holdt vi ikke flere Tjenestesolk, end Marie, vor Kokkepige.
Mad. Guillaume. Da veed jeg , vi have ikke for mange; og det bedste Beviis er, at vi endnu komme til at antage en Stuepige til min Datters og min Tjeneste.
Guillaume. Ja veed Du hvad min kjære Kone! hvis det er paa den Maade, Du forstaaer at vi skal indskrænke os, saa maae vi see at hitte paa, hvorledes vi kan spare, ved at give flere Penge ud.
